Manipulation og udeladelser gennemsyrer mediernes dækning af optøjerne i Storbritannien

Hvis du kun følger de etablerede medier, er der en god chance for, at du tror, at urolighederne i Storbritannien skyldes fake news, højreekstremister, Tommy Robinson, sociale medier og rendyrket racisme. Men som så ofte før får du ikke sandheden.

riot-godt-billede-snip-deposit

Et utal af mediernes historier om optøjerne kan sammenfattes således:

”Falske rygter har udviklet sig til højreekstreme protester mod indvandring i Storbritannien.”

Ovenstående sammenfatning er også en decideret overskrift i DR i en historie fra 5. august – den historie kan du læse lige her.

Racisme som forklaring

Medierne fokuserer først og fremmest på – og vinkler på – racisme. Optøjerne skyldes racisme. Det er budskabet, der ikke er til at tage fejl af.

Zetland skriver den 4. august, at:

”I Storbritannien har et knivangreb på tre små piger udløst en bølge af had, racisme og misinformation. Og mens volden hersker i gaderne, så forsøger en helt ny premierminister at dæmpe gemytterne.”

TV 2 fortæller den 8. august, at tusindvis går på gaden for at demonstrere mod racisme. TV 2 skriver blandt andet, at:

”Der er tale om såkaldte moddemonstranter, der deltager i antiracisme-demonstrationer, og som stiller sig foran asylcentre, fordi de siger, de vil beskytte dem. Demonstranter holder blandt andet skilte med påskriften: “Flygtninge er velkomne”, og “afvis racisme, prøv terapi”. De er gået på gaden, efter at landet den seneste uge har været præget af uro og optøjer. Blandt andet er to hoteller med asylansøgere blevet angrebet.”

Og historierne virker. X (tidligere Twitter) osede af raseri efter forsøget på at sætte ild til de såkaldte asylhoteller. Ordet ’racisme’ fyldte nærmest alt:

”Nej, det er ikke et “multikulturelt samfund”, “masseindvandring” eller “islam” der lige nu skaber vold og optøjer i England. Det er racisme og racister som gør det,” lød et enkelt af de spandevis af tweets om racisme som den absolutte sandhed og forklaring.

Læs også: Tvangsvaccinationstilhængernes tabte stemme

Karikaturen af sandheden

Det generelle billede i medierne om optøjerne er mildt sagt enkelt. Mange, inklusiv Psst!, mener, at mediernes ’sandhed’ er en decideret karikatur af, hvad der reelt foregår i Storbritannien.

Og historien er den samme hvad enten du følger med på BBC, CNN, DR, TV 2 og både internationale og danske trykte medier:

  1. Tre små piger bliver myrdet og ti bliver såret af et knivangreb i Southport nord for Liverpool sidste mandag (29. juli).
  2. Forfærdelsen over drabene udvikler sig til antimuslimske- og immigrationskritiske protester, fordi der på de sociale medier spredes et falsk rygte om etniciteten af den 17-årige dreng, der er sigtet for drabene på de tre børn og drabsforsøg på ti personer.
  3. Voldelige, højreekstreme racister forsøger at sætte ild til hoteller, der huser asylansøgere, angriber moskéer og går målrettet efter forretninger, som er ejet/drevet af muslimer.
  4. Folk af anden herkomst bliver udsat for hærværk, ildspåsættelse, fysiske overgreb og lignende. Hvide bøller jagter fremmede for at gøre fysisk vold på dem
  5. Højreekstreme personer og grupper, racister og hooligans, står bag balladen.

Sådan starter og slutter mediernes historie. Du skal lede meget længe og grundigt efter en dybere perspektivering.

Deadline: Programmet, der gør dig dummere

Intet andet sted kommer mediernes manipulerende og uærlige journalistik bedre til syne end i DRs interview med Morten Messerschmidt (DF) i Deadline fra 6. august.

Deadline, som netop burde være programmet, der går adskillige spadestik dybere, har kaldt udsendelsen: ”Højreradikal hærgen i Storbritannien”, og Deadline-værten Astrid Berg lever til fulde op til den misvisende, uærlige titel med alle de bevidste udeladelser.

Hendes åbningsspørgsmål lyder således:

”Først og fremmest: Hvad tænker du om de voldelige protester, som højreradikale har gennemført med blandt andet angreb på moskéer og forsøg på at brænde asylhoteller ned?”

Så er vi ligesom i gang.

I 10 pinefulde minutter forsøger DRs Astrid Berg at fange Morten Messerschmidt i at billige den vold, der foregår i Storbritannien. Messerschmidt må adskillige gange – i meget klare vendinger – understrege, at han tager skarpt afstand fra volden, men samtidig insisterer han på, at historien har et endog meget bredere perspektiv end det, som DR ønsker at fortælle.

Astrid Berg lytter ikke, hun vil ikke høre det, hun er tydeligt ikke interesseret i et bredere/dybere perspektiv, og hun er, som vi igennem lang tid er blevet vant til fra pressens side, ikke det mindste nysgerrig. Deadline-værtens mål er enkelt: Fang Messerschmidt, der efter DRs opfattelse selv er ’højreradikal’ i at sympatisere med racisterne, der laver ballade og udøver vold. Og så: Gotcha!

Det er det – Deadlines tilstand i juli august 2024.

Psst! anbefaler på det kraftigste, at du ser hele interviewet – du finder det lige her.

Messerschmidt kommer på omkring tidskode 15:30.

Perspektivet, du ikke får

Mediernes insisteren på at gøre optøjerne til en højreradikal bølge, der buldrer ind over Storbritannien, er løgnagtig og spækket med bevidste udeladelser. Endnu et eksempel på mediernes uhæmmede forsøg på at opfinde en anden virkelighed end den, der udspiller sig foran vores øjne.

Hvordan ved vi det?

  • England har lige været til valg – de ’højreradikale’ partier fik et fåtal af de samlede stemmer.
  • Årtiers fejlslagen indvandringspolitik har ligesom i mange andre europæiske lande medført dybe frustrationer i dele af befolkningen.
  • Mange briter er fattige. Selv med et fuldtidsarbejde (i et ægte skodjob) kan de ikke få enderne til at mødes, og samtidig ser de asylansøgere blive indlogeret på hoteller for briternes regning. Og de ser tilstrømningen fortsætte fuldstændigt ufortrødent.
  • Mange byer er præget af stor utryghed. Udenlandske bander, rå, truende og voldsparate, dominerer gadebilledet efter mørkets frembrud og gør gaderne usikre for både store og små.
  • Der er flere næsten ubegribeligt store sager, som har bidraget til vreden. Som fx den vanvittige historie fra Rotherham, hvor et netværk i især det pakistanske miljø stod for krænkelser, der omfattede voldtægter, menneskehandel og andre former for seksuel udnyttelse af mere end 1.400 børn mellem 1997 og 2013. Ofrene blev ofte ignoreret eller ikke troet af myndighederne, når de forsøgte at anmelde overgrebene.

Og hvad gjorde myndighederne og medierne, da sandheden endelig kom frem? De dækkede over det. De sagde, at ’asiatiske grupper’ stod bag, ligesom det utrolige omfang af de grove forbrydelser bevidst blev underspillet. Fordækt, uærligt og altid med alle de bevidste udeladelser, der efterhånden er blevet mediernes kendetegn.

Briterne ved i dag generelt godt, at de ikke kan stole på deres myndigheder og medier.

Briterne i arbejderklassen eller den lave ende af middelklassen har meget at være vrede over. Som medierne udmærket ved. Derfor udelader de bevidst. Igen og igen og igen.

X (tidligere Twitter) har videoer, indslag, debatter om urolighederne i Storbritannien, der langt overgår, hvad du finder i danske medier. Psst! anbefaler, at du supplerer dine nyheder med X. I modsætning til på Facebook, Instagram, Youtube, Google med flere er der også ytringsfrihed på X (Screenshot: X).

”Hvis du ikke er på Twitter, så…”

Morten Messerschmidt siger det lige ud i Deadline:

”Der er mange dårlige jobs, som briterne også tager. Og når man arbejder der og i forvejen ikke kan få økonomien til at hænge sammen og så oplever hvordan presset bare vokser og vokser. Rotherham, som I rapporterede fra, men uden at fortælle den tragiske historie om det netværk, der igennem 30 år voldtog 1400 arbejder-børn.”

Så når han ikke længere, for den historie vil Deadline-værten Astrid Berg på ingen måder høre om.

”Men det har seerne hørt,” siger hun og forsøger at komme videre til DRs præmis.  

Messerschmidt er uenig, og fastholder:

”Nej, de har ej. Og det er det, som er problemet her. Hvis ikke man er på Twitter, så får man ikke hele den fortælling. Hele det bagtæppe. Så får man Danmarks Radios og de øvrige venstreorienterede mediers fortælling om, at det her skyldes nogle højreekstreme grupper. Men det gør det ikke.”

DR rapporterede i øvrigt fra Rotherham, fordi kriminelle forsøgte at sætte ild til et migranthotel i byen.

Læs også: Biden stukket i ryggen af sine egne

Krudttønden

Der synes ikke at være tvivl om, at det falske rygte om etniciteten af den 17-årige dreng, der er sigtet for drabene på de tre børn og drabsforsøg på ti andre personer, gjorde folk rasende. Rygtet sagde, at den skyldige var asylansøger, hvilket ikke var tilfældet. Han er født og opvokset i England og hans forældre stammer fra Rwanda.

Så på den måde kan man godt sige, at de sociale medier (og falske rygter, der blev spredt via de sociale medier) bidrog til at sætte ild til krudttønden. Det er der sandhed i.

Men historien starter ikke der. Ligesom historien ikke slutter med, at det er voldsparate ’højreradikale’, der står for optøjerne, fordi de er ’racister’.

Løgne. Udeladelser. Manipulation.

Medierne fortæller dig ikke, hvordan Storbritannien er blevet til den krudttønde.

Dine medier fortæller dig præcis det, som de britiske myndigheder og britiske medier som fx BBC fortæller. Som Astrid Berg også selv indrømmede i den jammerlige udgave af Deadline den 6. august.

Ordrerne kommer oppefra. Ansigterne i tv udfører dem.

[email protected]

Følg Psst! på Facebook og X

Foto: Depositphotos

TIL FORSIDEN