Stabell Benn om SSTs svar: En hån mod patienterne

Christine Stabell Benn, læge, professor og vaccineforsker, har læst SSTs svar til de vaccine-skadede borgere. Hun konkluderer, at SSTs svar er en hån mod de vaccine-skadede borgere, og at SSTs nuværende kurs er tåbelig og farlig for vaccinesikkerheden.

kloden-faar-vaccine-snip-deposit

Sundhedsstyrelsens direktør modtog for lidt over en uge siden et åbent brev fra ‘Foreningen for bivirkningsramte – COVID-19 vaccination’. Nu har foreningen fået svar i form af et brev og et medfølgende bilag, der i kombination er svar på det åbne brev og det møde, som SST havde med foreningen tilbage i november 2023.

Med på det møde var også Christine Stabell Benn, der er læge, professor og vaccineforsker ved Bandim Health Project i Guinea Bissau og Klinisk Institut, Syddansk Universitet, samt Chair ved Danish Institute for Advanced Study. Hun var med til mødet i november 2023 som foreningens repræsentant for fagkundskaben, og hun har nu læst SSTs svar til de vaccine-skadede borgere.

Læs også: Det åbne brev fra de vaccine-skadede: Nu har SST svaret

Christine Stabell Benn: SSTs svar er en hån mod patienterne (Foto: Syddansk Universitet).

Skadeligt for vaccinetilliden

Christine Stabell Benn siger kort fortalt til Psst!, at SSTs svar er en hån. Og at SSTs vej fremad er tåbelig og farlig.

“Det fremgår desværre, at SST fastholder sin holdning om ikke at tilbyde noget samlet tilbud med et fælles udrednings- og behandlingsprogram for disse hårdt ramte patienter med nyopstået kompleks sygdom efter vaccination. Det er skadeligt for vaccinesikkerheden og for vaccinetilliden,” siger Christine Stabell Benn til Psst!.

Hun tilføjer:

“Allan Randrup Thomsen, Lennart Friis-Hansen og jeg har skrevet om det i Berlingske, og vi har en artikel under review i Ugeskrift for Læger med et konkret forslag til udredningsprogram.”

Du kan finde indlægget i Berlingske lige her.

Du finder artiklen “Forslag til udredningsprogram for patienter med komplekse lidelser efter COVID-19-vaccination”, som kom i Ugeskrift for Læger, lige her.

Læs også: De vaccineskadede danskeres åbne brev: Følelsen af svigt og forråelse

Patienterne er kastebolde

Christine Stabell Benn vurderer, at SST til mødet i november hørte en hel række troværdige vidnesbyrd fra vaccinepatienter, og at de mennesker ikke er blevet imødekommet på nogen som helst måde.

“Det er fra et videnskabeligt synspunkt oplagt, at der er behov for mere forskning i disse patienter. Der er talrige eksempler på, at disse patienter blot ender som kastebolde mellem forskellige specialer, som hver især afslutter dem fra deres side, hvorefter patienterne til sidst sendes hjem med et ”lev med det”. Der er ingen form for erfaringsopsamling om alle de mange undersøgelser, de gennemgår – det ligger ude hos de respektive praktiserende læger/specialister. Det er lodret dumt og farligt for vaccinesikkerheden. Derudover er det ikke i orden hverken menneskeligt eller etisk. Til mødet i november hørte SST på en række troværdige vidnesbyrd fra vaccinepatienter. SSTs svar er en hån mod disse patienter – de er ikke blevet imødekommet på noget område,” siger Christine Stabell Benn, og runder af:

“Fra et overordnet perspektiv håber jeg selvfølgelig, at folk vil bevare tilliden til myndighederne, men jeg tænker, at på dette område, så fortjener myndighederne ikke den tillid fra befolkningen.”

Læs også: De samme 10 spørgsmål: Christine Stabell Benns svar

[email protected]k

Fotos: Depositphotos.com

FØLG PSST! PÅ FACEBOOK OG X

TIL FORSIDEN