Den politiske union EU har i årevis solgt en fortælling om at kontinentet Europa er verdens mest grønne og moralske kontinent. I en grad, så vi hellere end gerne kyler sund fornuft i skraldespanden, og i stedet overgiver os til fri fantasi og luftkasteller. Der selvfølgelig koster milliarder og atter milliarder af Euro, for det gør det jo altid.
Det er for eksempel det kemiske fodertilsætningsmiddel Bovaer, der jo gjorde så meget skade, at det er langt værre end et luftkastel, et konkret eksempel på.
I EU’s version af kontinentet Europa nedlægger vi raffinaderier, indfører CO2-afgifter, subsidierer vind og sol, og siger højt, flot og længe, at vi skal væk fra fossile brændsler – især dem fra “beskidte” kilder som Rusland.
Samtidig har vi i Europa – i sagens natur – gjort os ekstremt sårbare.
Raffinaderikapaciteten i Europa er faldet markant de seneste 10-15 år. Flere anlæg er lukket ned på grund af klimapolitik og stramme miljøkrav i en grad, så det ikke længere løb rundt.
Vi gjorde os selv afhængige af russisk råolie og produkter – indtil sanktionerne efter 2022 tvang os til at vende os mod Mellemøsten i stedet.
Resultatet er, at Europa er nu nettoimportør af jetbrændstof (kerosene) på omkring 30 procent af forbruget, og meget af det kom via Hormuzstrædet.
Energianalytikerfirmaet Kpler estimerer, at lukningen af Hormuz fjernede ca. 300.000 tønder pr. dag af jetbrændstof til Europa – hvilket svarer til en betydelig del af importen (især til Nordeuropa).
Psst! er 100% uafhængig journalistik. Psst!s nyhedsbrev er et unikt, originalt produkt, hvor du får eksklusive historier, informationer om, hvad der foregår bag gardinet, links til og udtræk af historierne siden sidste nyhedsbrev. Du finder alle relevante informationer om nyhedsbrevet lige her.
Europa “tørster” allerede efter jetbrændstof
Det politiske medie Politico bringer her en historie om, at Europas lufthavne allerede ”tørster efter jetbrændstof”, og skal man tro Politicos kilde, George Shaw, senior oliemarkedsanalytiker hos Kple, er det en alvorlig sag for Europa, hvis Hormuzstrædet forbliver lukket.
Derudover citerer Politico mediet Argus:
”Prisen på europæisk jetbrændstof nåede torsdag en rekord på 1.900 dollar pr. metrisk ton. Indtil videre har lufthavnene på kontinentet nok brændstof til at holde flyene i luften, men Argus advarer om potentielle mangler fremover. Ifølge mediet kan Portugal løbe tør for jetbrændstof om fire måneder, mens Ungarn kan være tør om fem måneder, Danmark om seks, Italien og Tyskland om syv, og Frankrig og Irland om otte måneder.”
Og så er der kloge lande som for eksempel Polen, der stort set er selvforsynende med jetbrændstof, og derfor sandsynligvis ikke vil opleve en krise.
Læs også: Ursulas EU: En aldrig før set magtkoncentration
Ryanair overvejer aflysninger
Ryanairs administrerende direktør Michael O’Leary siger til den irske tv-station ITV, at hans flyselskab overvejer at aflyse ”5-10 procent af afgangene i maj, juni og juli”, hvis krigen fortsætter ind i maj eller juni.
Budgetflyselskabets topchef advarer:
“Flyselskaberne ikke vil have fleksibilitet til at vælge, hvilke ruter der skal ofres. Vi regner med at få besked med fem til syv dages varsel.”
Allerede før krigen i Mellemøsten havde flyselskaberne advaret om, at EU stod over for et strukturelt underskud af petroleum (kerosene), blandt andet på grund af sanktioner mod russisk olie og faldende raffinaderikapacitet i Europa. Europæisk produktion af jetbrændstof er afhængig af import af råolie, primært fra Mellemøsten.
”Europa har i lang tid været nettoimportør af jetbrændstof, hvor import udgør omkring 30 procent af det regionale behov,“ advarede flyselskabslobbyen International Air Transport Association (IATA) sidste år.”
”Denne stigende afhængighed af import, kombineret med ujævn infrastrukturudvikling, understreger risikoen for lokale mangler og prisudsving – især hvis geopolitiske chok eller sanktioner yderligere begrænser den globale tilgængelighed af jetbrændstof,“ skrev IATA i sin analyse fra 2025, der nu er blevet indhentet af virkeligheden.
Læs også: Ursulas egen efterretningstjeneste
Dydigt – på papiret
Og så rammer virkeligheden: En krig i Mellemøsten (som denne med Iran) lukker strædet, priserne på jetbrændstof eksploderer til rekordniveauer, og pludselig tales der om aflyste fly, dyrere billetter og truende mangler i løbet af få måneder i lande som UK, Frankrig, Tyskland, Danmark og flere endnu.
Det er ikke bare uheldig timing. Det er en selvpåført sårbarhed – nok engang by design af den politiske union EU (der af mange fejlagtigt forveksles med kontinentet Europa).
EU har prioriteret symbolske grønne målsætninger over reel energisikkerhed og pragmatisme. I stedet for at beholde en robust raffinaderisektor, der kunne behandle forskellige råolietyper, har vi valgt at importere færdigraffineret jetbrændstof fra ustabile regioner – mens vi samtidig straffer forbruget herhjemme med afgifter.
Vi ved allerede med sikkerhed: Det er altid den almindelige europæiske skatteyder/forbruger, der betaler regningen.
Enten gennem højere flypriser, aflyste ferier, dyrere varer (fordi fragt og logistik bliver ramt), eller gennem statsstøttepakker, der finansieres af skatter.
Elitens håndlangere i Bruxelles kan fortsætte med at tale om “grøn omstilling” og “strategisk autonomi”, mens virkeligheden viser, at vi stadig er dybt afhængige af olie – bare fra andre leverandører, der er mindst lige så geopolitisk risikable.
Dydigt på papiret, uansvarligt i praksis.
Læs også: Ursulas ”EU-skjold for demokrati”
Klassisk EU: De ‘rigtige’ bliver smurt – regningen socialiseres ud
Den ‘grønne omstilling’ er ikke kun klimapolitik – det er blevet en kæmpe pengemaskine, hvor ufatteligt store milliardbeløb, tusindvis af milliarder, flyder rundt og ender i nøje udvalgte lommer.
EU’s egen European Green Deal blev lanceret med løfter om at mobilisere mindst 1 billion euro (1.000 milliarder euro) i investeringer over ti år – en blanding af offentlige midler, statsstøtte og privat kapital.
Senere estimater fra Den Europæiske Centralbank, ECB, og andre peger på, at EU årligt skal bruge omkring 1,2 billion euro ekstra for at nå 2030-målene – det er 8 procent af EU’s samlede BNP.
Det er ikke småpenge, og hvem får del i kagen?
Store virksomheder inden for vedvarende energi, batterier, hydrogen, vindmøller og solceller (mange af dem europæiske giganter, men også med stærke lobby-kræfter fra Kina og USA).
Konsulentfirmaer, der laver “bæredygtighedsrapportering” og compliance.
Grønne NGO’er og lobbyorganisationer, der får støtte til at presse på for mere regulering.
Finanssektoren, der skaber nye “grønne” obligationer, fonde og ESG-produkter, som de kan tjene gebyrer på.
Green Deal-området er et af de mest lobbyede i hele EU-Kommissionen, og det er naturligvis ikke tilfældigt. Når man laver tusindvis af sider med regulering (CSRD, taxonomy, Fit for 55, Carbon Border Adjustment osv.), så skaber man samtidig en enorm efterspørgsel efter ”grønne løsninger”, som kun de rigtige spillere kan levere – ofte med statsstøtte eller subsidier oveni.
Samtidig ser vi, hvordan almindelige europæere betaler dobbelt: Via højere energipriser, afgifter og CO₂-kvoter, der presser industri og forbrug. Og via skatter, der finansierer subsidierne til vind, sol og “net-zero-teknologi” (fx Tysklands godkendte 3 milliarder euro i statsstøtte til cleantech, eller EU’s planer om 100 milliarder euro til ren industri).
Og når det så går galt – som nu med jetbrændstof-krisen, fordi vi har nedlagt raffinaderier og gjort os afhængige af ustabile importkilder – så er det igen skatteyderen, der skal redde situationen med dyrere flybilletter, aflyste ruter eller nye støttepakker.
Det er klassisk EU – bare pakket ind i grønt papir: De rigtige mennesker og virksomheder bliver smurt godt (subsidier, kontrakter, markedsandele), mens risikoen og regningen socialiseres ud til den brede befolkning. De almindelige skatteydere.
Moraliserende retorik om “redde planeten” gør det helt efter planen sværere at stille kritiske spørgsmål – for hvem kan dog være imod det?
**
Vi har brug for dig! Hjælp Psst! fremad og modtag samtidig et godt og spændende produkt med eksklusivt indhold hver uge. Du finder alle detaljer om Psst!s nyhedsbrev lige her.
Du kan også støtte Psst! her:
Og til dig uden MitId: Du finder de detaljer, du har brug for, lige her.
Psst! er aktive på Facebook og X. I mindre grad på Instagram. Psst!s journalist Jens Mogensen er også aktiv på X. Tag et kig.
Foto: Deposit.
