Robert R. Redfield er tidligere direktør for Centers for Disease Control and Prevention (CDC), der er Amerikas (meget større og mere magtfulde) udgave af danske Sundhedsstyrelsen. Dr. Redfield, der er virolog, bestred posten fra 2018 til 2021, og han siger nu, at Covid-19-vaccinen ikke rigtigt var nødvendig for almindelige, raske mennesker under 50 år.
”Jeg var en del af Warp Speed (et offentligt-privat partnerskab, etableret af den amerikanske regering for at lette og fremskynde udvikling, produktion og distribution af COVID-19-vacciner, terapier og diagnostiske hjælpemidler, red.). Vi reddede mange liv. Disse er vigtige vacciner, de er vigtige for de mest sårbare mennesker og alle over 60-65 år, men de er ikke rigtigt nødvendige for alle fra 50 år og yngre,” siger han til den tidligere CNN-vært Chris Cuomo på NewsNation.
Dr. Redfield er altså meget langt fra CDCs officielle retningslinjer, for CDC anbefaler på det kraftigste, at alle børn over 6 måneder bliver vaccineret mod Covid-19.
De altid enige medier er enige med myndighederne
På CDCs hjemmeside kan man læse, at Covid-19-vaccinen er sikker og effektiv, at den beskytter mod alvorlig sygdom, at børnene sagtens kan få flere vaccinationer oveni Covid-19-vaccinen og at børnene bør blive vaccineret, selvom de har naturlig immunitet mod Covid-19. De altid enige medier mener selvfølgelig det samme og synes ikke der er nogen grund til at stille spørgsmål ved de anbefalinger.
I Danmark anbefaler vi fortsat Covid-19-vaccination til gravide, og det er ifølge sundhedsmyndighederne i overensstemmelse med god videnskab. Det er de statsstøttede danske medier helt enige i og ser ingen grund til at stille spørgsmål.
Ifølge fx Christine Stabell Benn og Frederik Schaltz-Buchholzer går anbefalingen om Covid-19-vaccination af gravide imod god videnskab.
Læs også: ‘De samme 10’: Frederik Schaltz-Buchholzers svar
Nødt til at anerkende vaccine-skadede
I programmet adresserer den tidligere CDC-direktør de mennesker, der er blevet syge/skadede af vaccinen.
”Vi bliver nødt til at være ærlige. Nogle mennesker er blevet syge af vaccinen. Jeg kender til flere mennesker, der er blevet syge af vaccinen. De havde aldrig Covid-19, de er blevet syge af vaccinen. Det er vi nødt til at anerkende,” siger Dr. Redfield.
Han forholder sig i interviewet desværre ikke til, at CDC indtil for cirka to år siden pressede maksimalt på for tvangsvaccination af arbejdere, ansatte i sundhedsvæsnet, ansatte i offentlige funktioner i det hele taget, studerende, skolebørn, gravide med flere. Tusinder og atter tusinder mistede deres job for at nægte. Liv ødelagt, familier i splid, samfund i splid, skyttegravskrige mellem tidligere venner, naboer, hvem som helst. Splittelse, vrede, frygt, udskamning. Og selvfølgelig: Runaway censur og mediernes fuldendte symbiose med myndighederne – alt sammen fordi vi skulle ’følge videnskaben’.
Læs også: De vaccineskadede danskeres åbne brev: Følelsen af svigt og forråelse
CDCs opfattelse af god videnskab er (officielt), at dit barn på 6 måneder bør vaccineres mod Covid-19. Også hvis dit barn har naturlig immunitet. Og dit barn kan sagtens få en masse andre vacciner sammen med Covid-19-vaccinen. Det er helt sikkert og effektivt.
Samlet undersøgelse af Covid-19-forløbet
Den tidligere CNN-vært Chris Cuomo, der før sin fyring fra CNN stod for mediets mest sete program, har i dag en mission om at få et “complete review of the pandemic response” – af en kommission, der ligesom med 11. september skal undersøge hver en sten. Den mission har Chris Cuomo fået efter han selv blev syg, og nu har “underlige problemer” med sit blod. Før Cuomo selv fejlede noget, stod han for udskamning, fingerpegning og skråsikre gentagelser af myndighedernes ord om vaccinerne, lægemidlet ivermectin og ikke mindst de farlige uvaccinerede, der ifølge Cuomo “burde blive udskammet”.
Læs også: Tidligere CNN-vært: Jeg er skadet af Covid-19-vaccinen
Så Cuomo og Psst! er enige om noget.
Psst! kalder på en uvildig (så tæt på uvildig som muligt) undersøgelse af hele Covid-19-forløbet. Fra dag 1 op til i dag. Benhårdt emne-inddelt: De 5-11 årige. Reklamerne på YouTube og i børnenes iPad-spil med en 7-årig fortæller, der taler direkte til de små børn. De 12-18 årige. Og hele vejen op. Kommunikationen til befolkningen. Mediernes rolle. Det religiøse sprogbrug. Propaganda-trykket fra tv, medier, reklamer, radio – alle vegne, hele tiden. Alle nedlukningerne – en for en. Pengene – herunder selvfølgelig også pengespildet. Vaccine-skadede borgere. Mulige ulovligheder. Med meget, meget mere.
Ja, det bliver dyrt og kommer til at tage lang tid, men sådan er det. Vi overdrog i 2022 mere end 3 milliarder kroner for absolut ingenting til Pfizer, Ursula Von der Leyen og hvem ellers? Vi gik amok i massetests længe efter Omikrons indtog – brændte hundreder af millioner kroner af om dagen på den konto.
Det havde vi råd til. Vi havde råd til det hele.
Så har vi også råd til at gennemgå alt. Vi har brug for at lære af vores erfaringer, så vi står bedre rustet i fremtiden. Og hvis nogen undervejs skal stilles til ansvar for ulovligheder, er det jo bare en bonus.
Fotos: Depositphotos.com