Trump vs. Musk: HVAD skete der?

Så bliver det ikke grimmere. Og så bliver det ikke mere offentligt. Medierne har en fest, mens diverse ‘eksperter’ affyrer kvarte sandheder i uskøn kombination med egne ‘analyser’. Larmen kan hurtigt gøre dig rundtosset. Psst! forsøger at samle trådene.

trump-vs-musk-deposit-snip

USA’s præsident, Donald Trump, og tech-milliardæren Elon Musk er havnet i en mildt sagt ophedet konflikt. Lige nu er slagmarken de sociale medier. Musk har primært udtrykt sin kritik via det sociale medie X, mens Trump har svaret tilbage gennem sin egen platform, Truth Social.

Verdens mest magtfulde mand og verdens rigeste mand var indtil for ganske nyligt nære samarbejdspartnere. Lige nu ligner deres forhold mest en åben krig.

Ordkrigen, der for alvor tog fart torsdag aften og fortsatte natten over dansk tid, har tiltrukket global opmærksomhed. Medier over hele verden er i ‘breaking-mode’, og herhjemme er der på DR, TV 2 og andre ligefrem liveblogs om de seneste udviklinger. Og her er hvad som helst ‘godt nok’ til at komme med. Vi læser kommentarer fra Demokrater, Republikanere, politiske analytikere, seriøst er blandet med hamrende useriøst, og det samlede overblik er allerede veget for den næste ‘sensationelle’ kommentar fra en eller anden, som vi aldrig har hørt om før.

Psst!s nyhedsbrev er originalt og personligt indhold direkte til din mail – hver uge. Vi har brug for dig! Du finder alle detaljerne her

Alene renterne vil overstige USA’s forsvarsbudget

Elon Musk støttede helhjertet Donald Trump under valgkampen i 2024 og ledede indtil 30. maj i år Trump-administrationens Departement for Regeringseffektivitet (DOGE).

Konflikten drejer sig (tilsyneladende) især om en omfattende lovpakke, som Trump kalder sin “big, beautiful Bill” (Det store, smukke lovforslag, red.).

Lovforslaget (som er en gigantisk lovpakke med alle mulige lovforslag blandet i den ene pakke, red.), der blandt meget andet forlænger skattelettelser fra Trumps første præsidentperiode, har fået skarp kritik fra Musk, som tirsdag erklærede, at han “simpelthen ikke kunne holde det ud længere” og kaldte lovpakken for “en afskyelig vederstyggelighed”.

Elon Musk er stor modstander af lovpakken, fordi den vil øge den amerikanske statsgæld, og i forhold til lige præcis den amerikanske statsgæld har Elon Musk for længe siden slået alarm.

Læs også: Brandbomber og kugler mod Tesla: Hadet til Musk eskalerer

I øjeblikket er USA’s nationale gæld på over $36,2 billioner (36.200 milliarder dollars). Ifølge den amerikanske finansforvaltning har regeringen i regnskabsåret 2025 brugt $684,1 milliarder på renteudgifter. Kongressens Budgetkontor (CBO) forventer, at renteudgifterne vil stige til $952 milliarder i 2025.

Til sammenligning er det foreslåede forsvarsbudget for 2025 på $849,8 milliarder. Hvis renteudgifterne når de forventede $952 milliarder, vil de overstige forsvarsbudgettet.

Elon Musk har decideret slået alarm over den stigende nationale gæld og de tilhørende renteudgifter. Musk siger, at hvis renteudgifterne på statsgælden bliver ved med at stige som nu, vil USA snart stå i en situation, hvor:

Alt kan blive skåret, fordi budgettet ikke længere hænger sammen.

En stor del af statens indtægter går til at betale renter, ikke til velfærd, infrastruktur eller militær.

Når det sker, vil intet længere være “fredet” – det vil sige: hverken Social Security (amerikansk folkepension), Medicare (sundhedsydelser) eller noget andet.

Og det er i det lys, at han har kritiseret præsident Trumps foreslåede “One Big Beautiful Bill Act”, som ifølge CBO vil øge gælden med yderligere $2,4 billioner over det næste årti og tilføje $550 milliarder i renteudgifter.

Så opsummeret: De forventede renteudgifter for 2025 vil overstige USA’s forsvarsbudget. Så får du ikke en klarere understregning af, hvor galt det står til med den amerikanske statsgæld.

Striden eskalerede tydeligvis, da Trump under et pressemøde i Det Hvide Hus torsdag udtrykte skuffelse over Musks holdning og hævdede, at Musk kendte lovpakken bedre end de fleste.

Det afviste Musk blankt, og insisterede på, at han aldrig har set lovpakkens indhold, og at den blev hastet igennem.

Berlingskes smædeskrift om Musk skilt ad – vil chefredaktøren svare?

Musks anklager

Det var Musk, der affyrede de første salver på X. Han skrev, at Trump ville have tabt valget uden hans støtte, og tilføjede: “Sikke en utaknemmelighed.”

Musk stillede også et sarkastisk spørgsmål om, hvorvidt Trump var blevet “erstattet af en klon”, idet han mente, at Trumps politiske holdninger har ændret sig markant. Musk henviste til et opslag fra Trump i januar 2013, hvor han kritiserede republikanere for at hæve gældsloftet, mens den nye lovpakke vil øge USA’s gæld yderligere.

Elon Musks mest opsigtsvækkende anklage er, at Trump figurerer i de såkaldte Epstein-dokumenter, og at det er selve årsagen til, at dokumenterne ikke er offentliggjort. Musk har ikke fremlagt beviser for påstanden eller forklaret, hvordan han skulle have fået adgang til de hemmelige dokumenter.

Lige her blev striden mellem Donald Trump og Elon Musk til åben krig. Screenshot: X.

Jeffrey Epstein, en amerikansk finansmand, blev i 2019 anholdt i en sag om seksuelt misbrug og sexhandel af mindreårige.

Da Jeffrey Epstein døde i en fængselscelle i Manhattan i 2019, blev hans død officielt klassificeret som selvmord ved hængning. Hans død var – helt objektivt – fyldt med mystiske sammenfald. Epstein blev ifølge den officielle historie fundet død i sin celle kl. 6:30 om morgenen, erklæret som selvmord ved hængning. Hans død kom kun få uger efter, at han var blevet nægtet kaution og stod over for en retssag for omfattende sexhandel med mindreårige – en sag, der kunne have impliceret magtfulde personer.

Trump har ikke direkte kommenteret anklagen, og det tolkes der allerede nu på i øst og vest. Nogle mener, at han ikke kommenterer, fordi Elon Musk har ret, og andre mener, at Donald Trump ikke svarer, fordi han allerede nu ved, at han har tænkt sig at sagsøge Elon Musk for injurier. Dit gæt er lige så godt som deres.

FBI afviser ifølge BBC at udtale sig.

Det Hvide Hus’ pressesekretær, Karoline Leavitt, kalder episoden “uheldig” og tilskriver Musks udfald hans utilfredshed med lovpakken.

Musk truede desuden med at tage SpaceX’s Dragon-rumfartøj ud af drift, men senere samme nat skrev han på X, “okay, vi afvikler ikke Dragon”, muligvis som en sarkastisk kommentar eller også en reel kovending efter en opfordring fra en X-bruger om at genoptage venskabet med Trump.

Musk har også oprettet en afstemning på X, hvor han spørger, om det er tid til et nyt politisk parti i USA, der repræsenterer “de 80 procent i midten”. Over 81 procent af de mere end fire millioner respondenter har svaret “ja”.

Læs også: Epstein-filernes ’frigivelse’: Hvad skete der lige der?

Trumps anklager

Trump svarede igen på Truth Social med ordene: “Han er gået AMOK!”

Han hævdede, at Musk stoppede i DOGE, fordi han var udmattet, og at Trump bad ham om at gå – en påstand Musk senere kaldte en løgn.

Trump insisterede også på, at Musk kendte lovpakkens “indre mekanismer” bedre end de fleste, hvilket Musk benægtede. Senere truede Trump med at opsige statslige kontrakter med Musks virksomheder.

Natten til fredag dæmpedes Trumps aktivitet på Truth Social, og striden syntes at miste lidt intensitet, selvom Musk fortsatte med at dele memes på X, hvor han gentagne gange antydede Trumps involvering i Epstein-sagen.

Fredag morgen dansk tid udtalte Trump i en kort telefonsamtale med Politico, at “det er okay” og “det går rigtig godt, det har aldrig gået bedre”.

Ifølge Politico har Det Hvide Hus’ rådgivere planlagt et telefonopkald med Musk fredag for at forsøge at mægle fred, men tidspunktet for opkaldet er endnu uklart.

Og der står vi så. I hvert fald lige præcis nu.

***

[email protected]

Vi har brug for dig! Hjælp Psst! fremad og modtag samtidig et godt og spændende produkt med eksklusivt indhold hver uge. Du finder alle detaljer om Psst!s nyhedsbrev lige her.

Du kan også støtte Psst! her:

Og til dig uden MitId: Du finder de detaljer, du har brug for, lige her.

Foto: Deposit.

FØLG PSST! PÅ FACEBOOK OG X

TIL FORSIDEN