Del 2 af 2:
I første del læste du, hvordan Martin blev skadet, hvordan han har dokumenteret (og fortsat dokumenterer) sit forløb, og hvordan han har det i dagligdagen. Forhåbentligt fik du også en fornemmelse af mennesket Martin Kristiansen fra Fyn.
Du finder første del lige her
I denne anden og sidste del får du Martins tanker om det svigt, som han og andre Covid-19-vaccine-skadede borgere er blevet udsat for af det officielle Danmark.
10 måneder efter vi gik i luften åbnede Psst! for bidrag. Læs om fremtiden for Psst! lige her
Jeg skal ikke nyde noget
Psst! har i efterhånden mange historier belyst, hvordan det officielle Danmark fuldstændigt har svigtet de danskere, der blev skadet af Covid-19-vaccinen. Af den vaccine, der i sig selv er så stærkt belastet et produkt. Så mange rapporter, videnskabelige såvel som anekdotiske, om, hvor mange og hvilke ulykker de mRNA-produkter har skabt.
Danskerne fik at vide, at de udviste samfundssind, da de tog den vaccine, der af myndigheder, ledere, politikere, majestæter og medier blev ophøjet til et artefakt. En religiøs genstand, et relikvie. Noget helligt og uangribeligt. Et ”mirakel”.
Da nogle danskere blev skadet, var det bare ærgerligt for dem. Samfundssindet gik kun en vej, skulle det vise sig.
Ingen vover at udtrykke kritik overfor artefaktet – de har set, hvad der er sket for dem, der gjorde det. Udskammede, latterliggjorte, fyret på gråt papir. Ingen vover at tage et ansvar.
De samme tanker går igennem hele det officielle Danmark, når emnet er den hellige Covid-19-vaccine:
”Nej, nej ikke mig. Jeg kigger den anden vej. Det er også ønsket oppefra.”
At den reaktion til en vis grænse er forståelig, er en ting.
At så mange mennesker på én og samme tid er så bange for selv at få noget i klemme, er noget andet.
Du finder links til de fleste af Psst!s historier, der handler om Covid-19-skadede borgere lige her.
Perfekt paradoks
Martin blev ikke tilkendt erstatning. Det officielle Danmark vurderede nemlig, at Martins symptomer var “uspecifikke” og derfor ikke overvejende sandsynligt på grund af vaccinen.
Omvendt ønsker myndighederne på ingen måde at undersøge det.
”Myndighederne anbefaler vacciner for at beskytte borgerne. Sundhedssystemet er skabt for at hjælpe dem, der bliver syge. Patienterstatningen eksisterer for at sikre dem, der kommer til skade. Alligevel oplever de, der er blevet syge efter vaccination, noget ganske andet: afvisning, mistænkeliggørelse og en konsekvent modvilje mod at anerkende problemet,” siger Martin, og fortsætter:
”Jeg har to gange fået afslag på udredning, fordi mine symptomer formodes at skyldes vaccinen, hvilket betød, at specialister nægtede at undersøge mig nærmere. Da jeg søgte patienterstatning, fik jeg også afslag, med begrundelsen at mine symptomer var “uspecifikke” og ikke med overvejende sandsynlighed kunne skyldes vaccinen, selvom der var en tidsmæssig sammenhæng,” siger Martin.
Og nu skal du så spidse øjnene. For her kommer det perfekte paradoks – skabt af de myndigheder, der ganske enkelt ikke har lyst til at blive så meget som 1 procent klogere.
Martin Kristiansen fra Fyn blev invalideret af Pfizers hellige Covid-19-vaccine og efterfølgende fuldstændigt svigtet af det officielle Danmark. Privatfoto.
Forhåndsafvisninger
Myndighederne har i stedet skabt et system, der er lukket i begge ender.
Hvad betyder det så helt konkret? Det forklarer vi her:
Patienter, der oplever alvorlige symptomer umiddelbart efter vaccination, antager naturligt nok, at der kan være en sammenhæng. Det er en logisk betragtning.
I et velfungerende sundhedssystem burde alvorlige symptomer føre til en grundig udredning. Men paradokset opstår, når specialister på forhånd afviser at undersøge patienterne – ikke fordi de har vurderet, at vaccinen næppe er årsagen, men fordi de som princip ikke udreder for bivirkninger fra vaccinen.
Dette skaber en systemfejl, hvor patienten efterlades i et limbo. En mulig sammenhæng anerkendes indirekte, men nægtes undersøgelse. Det er et eksempel på cirkulær argumentation (circular reasoning), en logisk fejlslutning, hvor en påstand både bruges som præmis og konklusion uden ekstern bevisførelse.
Begrebet cirkulær argumentation (circular reasoning) blev beskrevet allerede af Aristoteles og er et velkendt problem inden for videnskabelig metode og kritisk tænkning. Her ser vi det anvendt i praksis: Man kan ikke finde bivirkninger, hvis man på forhånd har besluttet sig for aldrig at undersøge dem.
Det er præcis, hvad der er sket for Martin.
Desværre. Desværre. Desværre. Desværre. Desværre. Tal med egen læge. Screenshot fra Martins telefon.
Martins læge vurderer altså, at Martin er blevet skadet af vaccinen, og det fører til afvisninger, fordi diverse specialister ikke vil røre ved vaccineskadede patienter.
Martin får ingen erstatning, fordi hans symptomer er ”uspecifikke”, og det fører til flere afvisninger, fordi vaccinen nu ”næppe er årsagen”.
Sådan! Perfekt lukket cirkel, hvor absolut ingen ny viden får lov at trænge ind.
Den ene læge/specialist/myndighed sender patienten videre til næste stop, som så sender patienten videre til næste stop, som så sender patienten videre til næste stop. Og til sidst bliver patienten sendt tilbage, til hvor han eller hun kom fra i første omgang: Tal med egen læge.
Cirklen er fuldstændigt blottet for empati og ansvarsfølelse, og den lukkede cirkel sørger for, at den slags forstyrrende elementer heller ikke får lov til at slå rod.
Du kan støtte Psst! her:
Og til dig uden MitId: Du finder de detaljer, du har brug for, lige her.
Nu får Martin ordet
Nu overlader Psst! ordet til Martin selv.
Herfra er resten af artiklen Martins egne ord. Vi ønskede ikke at skære, redigere, slette og/eller flytte så meget som et komma. For Martins ord beskriver en isnende og brutal virkelighed for de borgere, som Danmark vendte ryggen.
Værsgo:
Et selvmodsigende sundhedssystem
Sundhedsvæsenet bygger på evidensbaseret praksis. Men hvordan kan man konkludere, at noget ikke er en bivirkning, når man nægter at undersøge det?
Ved at afvise udredning på dette grundlag anerkender sundhedsvæsenet implicit, at symptomerne kan være vaccinerelaterede. Men uden en undersøgelse kan de hverken be- eller afkræfte det. Resultatet? Patienter efterlades i et diagnostisk limbo, hvor de hverken får hjælp eller svar.
Læs også: Schaltz-Buchholzer svarer udførligt på spørgsmål om RFK Jr. og USAs børnevaccination
Ingen diagnose, ingen erstatning
Patienterstatningen eksisterer for at hjælpe dem, der får skader af medicinske behandlinger. Men i praksis mødes vaccinebivirkninger med en ny selvmodsigelse:
- Lægerne undersøger ikke patienterne, fordi de på forhånd afviser en sammenhæng.
- Patienterstatningen afviser ansøgningerne, fordi der ikke findes en diagnose, der knytter symptomerne til vaccinen.
På den måde skaber systemet en cirkulær logik, hvor det er umuligt at få anerkendt sin skade. Ingen diagnose – ingen erstatning. Ingen undersøgelse – ingen diagnose.
Hvordan kan en patienterstatning eksistere, hvis den systematisk afviser at undersøge dem, der søger om den?
Manglende informeret samtykke: kendte de selv konsekvenserne?
Under vaccineudrulningen blev borgerne forsikret om, at vaccinerne var sikre og effektive. Men en række væsentlige detaljer blev udeladt:
- Vaccinerne blev godkendt under en nødprocedure uden de sædvanlige langtidsstudier.
- Producenterne havde fået ansvarsfraskrivelse, så staten – og dermed borgerne – bar risikoen.
Havde vi kendt disse oplysninger på forhånd, ville nogle måske have valgt anderledes. Men uden fuld information er informeret samtykke en illusion.
Ironisk nok var det måske ikke kun borgerne, der manglede information. Havde myndighederne selv fuldt overblik over de risici, de bad os acceptere?
Censur og mediernes rolle: hvem styrer fortællingen?
I en tid med global sundhedskrise var det afgørende, at myndighederne bevarede borgernes tillid. Men hvad sker der, når de, der har lidt skade, ikke får lov til at blive hørt?
- Sundhedssystemet afviser patienterne.
- Patienterstatningen nægter at kompensere dem.
- Medierne ignorerer deres historier.
I stedet for at undersøge og rapportere om vaccinebivirkninger har medierne været tavse. Redaktører får tilsendt veldokumenterede oplysninger, men svarer ikke.
Hvordan kan vi stole på et frit og kritisk pressevæsen, når de vigtigste spørgsmål ikke bliver stillet?
Når staten samtidig økonomisk støtter medierne, bliver uafhængigheden udfordret. Skal borgerne virkelig betale for vagthunde, der nægter at gø?
Afsluttende bemærkning: et system bygget på tillid – og mistillid
Myndighederne opfordrede os til at stole på dem. De bad os om at tage vaccinen for fællesskabets skyld. Vi gjorde det i god tro. Men da vi fik brug for hjælp, var fællesskabet væk.
Men hvad skete der, da vi blev syge? Systemet, der skulle beskytte os, vendte os ryggen.
Ironisk nok er det ikke vaccinerne i sig selv, men myndighedernes håndtering af bivirkninger, der nu truer folkesundheden. Hvis vi vil sikre opbakning til fremtidige vaccinationsprogrammer, er gennemsigtighed og ansvarlighed afgørende.
Hvorfor prioriterer myndighederne fortællingen over borgerne?
Hvorfor bliver problemet ikke bare anerkendt?
Spørgsmålet er ikke, om vaccinerne var nødvendige. Spørgsmålet er, hvorfor de, der fulgte myndighedernes anbefalinger og blev syge, nu bliver ignoreret.
Et system, der frygter mistillid mere end sandhed, bliver fanget i sin egen illusion og mister evnen til at forstå sin egen opløsning.
***
Citat slut.
Psst! siger tusind tak til Martin for at fortælle hans historie.
***
Foto: Privatfotos
Besøg Martin Kristiansens website lige her