Kapitel 1 (anslaget): Corona-kongen
Psst! starter nu en ny serie, der handler om utroligt magtfulde Dr. Anthony Fauci. Vi kalder serien ’Faucis forbrydelser’, og den titel vil blive forklaret og underbygget i løbet af serien.
I anslaget påstår vi. I de senere kapitler underbygger vi. Alle kilder bliver lagt åbent frem. Samme opskrift som i serien ’Ursulas tavshed’, som du kan læse fra start lige her.
Vi påstår først og fremmest, at Anthony Fauci har løjet overfor kongressen under ed. Det er nemlig bevist, og det er en alvorlig forbrydelse i USA at lyve for kongressen. Men der er meget andet omkring Fauci at belyse og dokumentere. Og undre sig over.
Blandt kilderne er udtalelser af den amerikanske kongres, den nye direktør, der afløste Anthony Fauci og Faucis egen nærmeste rådgiver med mange, mange flere.
Hvis det er sandt, ville du vel have hørt om det i medierne, spørger du måske…? Ville fx CNN ikke have sagt det?
Ha ha, den var god.
Mediernes mand
Dr. Fauci har efter alt at dømme løjet for kongressen. Dr. Fauci vidnede fx, at:
“NIH (National Institutes of Health) har aldrig finansieret og finansierer fortsat ikke forskning i Wuhan Institute of Virology.”
Det ved vi nu ikke er sandt, og den historie vender vi selvfølgelig tilbage til.
Hans nærmeste rådgiver har derudover slettet officielle mails, der kunne søges aktindsigt om, beviser, dokumentation vedrørende Covid-19 og Covid-19-håndteringen. Fx mails om Covid-19s oprindelse.
Han har som direktør for National Institute of Allergy and Infectious Diseases (NIAID) igennem 39 år fremelsket en kultur, hvor det gælder om at fifle, konferere via hemmelige kanaler og i det hele taget gøre sig store anstrengelser for systematisk at undgå at kunne blive udsat for offentlig granskning.
Du hører og læser intet om det i medierne, og det bør ikke overraske dig.
Medierne har igennem hele Covid-19-forløbet kørt deres tunge, myndighedssymbiotiske PR-kampagne ud fra samme udgangspunkt, som Dr. Anthony Fauci har repræsenteret: Tilbedelse af Covid-19-vaccinerne, social distancering, mundbind, nedlukninger, Covid-19-vaccination af små børn, isolation af børn, nedlukninger af skoler – i nogle tilfælde i USA i næsten to år, vaccinetvang (vaccine mandates). Orkestreret af de ekstremister, der skreg, at vi alle skulle ’follow the science.” For det gjorde de jo, sagde de. Og kom, i modsætning til seriøse kilder med andre synspunkter, på tv.
Læs også: De vaccineskadede danskeres åbne brev: Følelsen af svigt og forråelse
Jeg er videnskaben
Anthony Stephen Fauci, 83, er en amerikansk læge og immunolog. Han var i mange år leder af National Institute of Allergy and Infectious Diseases (NIAID) ved National Institutes of Health (NIH). Allerede i 1977 fik han en ledende funktion og i 1984 under Ronald Reagan blev han så direktør af NIAID. Den funktion bestred han indtil 31. december 2022. Små 39 år.
Fauci var før Covid-19 i medierne kendt som ”landets førende ekspert inden for infektionssygdomme” og Under Covid-19 blev han kendt af alle amerikanere som ”landets førende health-official (direkte oversat: sundhedsembedsmand)” og langt mere end det – en international berømthed.
Alle – også Danmark – kiggede mod USA og Anthony Fauci. Han var medlem af White House Coronavirus Task Force i Det Hvide Hus i 2019-2020. Han rullede famøst øjne af Donald Trump, når Trump igen roste sig selv og/eller kom med medicinske input som fx ”muligheden for en injektion af desinfektionsmiddel i en person inficeret med coronavirus.”
Han var eksperten, som de skiftende præsidenter altid rakte ud til – altid lyttede til.
Under Covid-19 blev han hyldet. Amerikas medier førte an i en vild hyldest af videnskabsmanden, personen, kapaciteten Dr. Anthony Fauci. Han var videnskabens ansigt og stemme, og det sagde han også selv:
”Jeg er videnskaben. Hvis du angriber mig, angriber du i virkeligheden videnskaben. Det ved alle.”
Og han har ikke kun sagt det en gang – stort set samme citat findes i flere varianter fra forskellige lejligheder.
Tiltal Fauci
Psst! vil i serien konkretisere og eksemplificere Dr. Faucis rolle under Covid-19. Hvad han stod for. Hvordan hans store magt kom til udtryk. Hvad han sagde. Hvad han gjorde. Ved du fx, at Fauci er manden bag afstandskravet på 2 meter? 6 feet på amerikansk. Det var der aldrig belæg for, det var ‘et tal, der ligesom bare dukkede op’, har Fauci senere forklaret. Det var de familier, der måtte sidde langt fra hinanden i kirken til deres familiemedlems begravelse, nok kede af.
Vi vil fortælle hvad Fauci sagde til kongressen og hvad den dokumenterede realitet er i den sammenhæng. Og den er, at han løj for kongressen, hvilket fik fx Elon Musk til tasterne:
”Prosecute Fauci”, skrev Musk – tiltal Fauci.
Og vi skal dokumentere hvordan National Institute of Allergy and Infectious Diseases (NIAID), som Fauci var direktør for i 39 år, havde en pilrådden kultur med at slette beviser og i det hele taget gøre sig store anstrengelser for systematisk at undgå at kunne blive udsat for offentlig granskning.
Hvorfor gjorde de det?
Læs også: Går USA efter dødsstraf til Julian Assange?
Fixeren
I næste kapitel stiller vi skarpt på en topaktuel sag fra Washington, USA.
Dr. David Morens stod 22. maj foran ”The Select Subcommittee on the Coronavirus Pandemic” i USA’s kongres. Dr. Morens slettede, blandt mange andre meget tvivlsomme handlinger, ulovligt beviser og undgik systematisk at kunne blive udsat for offentlig granskning. Komiteen vurderer også overvejende sandsynligt, at han har løjet for kongressen under ed, og det er en alvorlig sag. Eller bør være det.
Dr. David Morens er for Anthony Fauci hvad Michael Cohen var for Donald Trump. Han er fixeren. Og han er, spøjst nok også ligesom Michael Cohen, blevet fanget i ulovlig og uetisk adfærd.
Han gjorde for ’Tony’ (Anthony Faucis slang-navn i sit videnskabelige hood), hvad ’Tony’ ville forvente. Som David Morens – fixeren – selv siger om Fauci:
“Han er for smart til at lade kolleger sende ham noget, der kan skabe problemer.”
Nu skal vi tale om Anthony Fauci ud fra de ting, vi ved. Så vi skal altså prøve noget nyt.
Faucis fixer, David Morens, venter i næste kapitel. Følg endelig med.
Fotos: Depositphotos.com