Du vil i vanlig stil her få de spørgsmål, der ikke blev besvaret.

Det er naturligvis ærgerligt, at personen, Christina Bisgaard Jensen, ph.d.-studerende på Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet, der har talestreger i mange danske medier ikke vil besvare ordentlige, gode og nysgerrige spørgsmål, men sådan er det. I forhold til Covid-19-vaccinen skal du enten loyalt og med skyklapper i størrelse XXXL jappe Den Store Fortælling af, eller også skal du regne med absolut ingenting.

Psst! har henvendt sig 3 gange i løbet af 8 dage uden at få så meget som et ”ingen kommentarer”. Det må være nok.

Først en opsummering:

Danske medier fortæller i flok, at de danskere, der er blevet skadet af Covid-19-vaccinen, i virkeligheden bare er ”bekymrede”.

Historien er, at vaccinen er sikker og effektiv. Men nogle få danskere FØLER noget – men bare rolig: Det er alt sammen ”i hovedet”.

”Du er ikke rigtig syg. Du er bare nervøs (læs: paranoid). Det er dig selv, den er gal med.”

Den historie fortalte B.T., Berlingske, TV 2, Kristeligt Dagblad med flere danskerne i starten af november. Alle baserede de deres historier på et telegram fra mediernes overlords, Ritzau, og en pressemeddelelse fra Århus Universitet, der er afsender af undersøgelsen om de ”bekymrede” borgere, der på forhånd var nervøse for Covid-19-vaccinen, og som derfor ”føler”, at de kan mærke noget.

Nocebo-effekten, kalder medierne det.

Du kan læse Psst!s første historie om sagen lige her. Her vil du også finde links til og uddrag af mediernes skelsættende journalistiske mesterværker om de danskere, der “føler” sig ramt.

Dét får du i Psst!s nyhedsbrev – og sådan tilmelder du dig

“Nocebo” = hysteri

Vi skal også huske:

Studiet er selvrapporteret, ingen objektive biomarkører, ingen langtidsdata over 6 måneder. Andre studier (Norge, Tyskland) viser reelle fysiologiske ændringer.

Medierne, de loyale formyndere af Den Store Fortælling, har talt med nul vaccineskadede. De psykologiserer: Nogle få borger FØLER = TROR de er ramt. Nocebo = ny ”hysteri”-diagnose.

Psst! har på den anden side talt med en hel række vaccineskadede danskere – Anette, Louise, Martin, Ina, Karina og mange, mange flere.

Det er mennesker, der mistet sig selv. Martin, der altid arbejdede mindst 50 timers-uger har helt konkret regnet ud, at han har mistet 90 procent af sig selv. Psst! har talt med de mennesker, der ikke længere kan klare hverdagen. Elendige. Syge. I økonomisk ruin. Husk: De kom fra alle vegne. Mange var i fuldtidsarbejde – gode jobs – da de blev skadede af Covid-19-vaccinerne.

Siden de blev skadet, er de blevet svigtet fuldstændigt.

Især Pfizers mRNA-produkt har lagt den ene dansker efter den anden ned. Et meget usikkert og ineffektivt supervåben, viste det sig.

mRNA-produkterne er helt åbenlyst produkter, som medier og myndigheder i en verden fri for bestilte dagsordener burde undersøge til bunds – med et kritisk og ægte nysgerrigt udgangspunkt.

Så det ved vi ikke sker.

Læs om Covid-19-vaccineskadede Ina her:

Inas historie del 1: Inas historie: Om 10 minutter er jeg løsladt

Inas historie del 2: Måske mine efterladte en dag får en undskyldning

De ubesvarede spørgsmål

Vi går til de ubesvarede spørgsmål. Her får du – som altid – den uredigerede version af den mail, som Psst! sendte afsted den 6. november. Siden da har vi fulgt op to gange, men som sagt: Intet svar.

Først præsenterer vi os selvfølgelig høfligt, og så til humlen:

Jeg har med stor interesse læst pressemeddelelsen fra Århus Universitet og de Ritzau-telegrammer, der er gengivet i B.T., Berlingske, TV 2, Kristeligt Dagblad med flere. De er næsten helt ens, men her er et link til B.T.’s version.

Jeg har nogle spørgsmål – og det er ud fra pressemeddelelsen og nyhedshistorierne, hvor du er citeret.

Jeg tilbyder altid alle at udtale sig 100% uredigeret – uanset længde. Ligesom du meget gerne selv må komme med egne pointer – du behøver ikke kun at svare på mine spørgsmål.

Jeg håber meget, at du vil både svare, uddybe og komme med andre pointer. Psst! vil meget gerne bringe hvert et ord.

Spørgsmålene starter her:

Punkt 1:

BTs overskrift og underrubrik siger til sammen:

Overskrift: Bekymringen for covid-vacciner kan skabe symptomer

Underrubrik: Negativ helbredseffekt af covidvaccinen slog især igennem hos dem, der allerede var bekymrede på forhånd.

Mine spørgsmål:

1: Er det korrekt, at ”negativ helbredseffekt af covidvaccinen især slog igennem hos dem, der allerede var bekymrede på forhånd”? Er det en konklusion fra studiet?

2: Når man kæder underrubrikken sammen med overrubrikkens ”Bekymringen for covid-vacciner kan skabe symptomer”, giver overskrifterne så en dækkende beskrivelse af det, du siger, og det, som studiet siger?

Du må meget gerne uddybe.

Punkt 2:

I Århus Universitets egen pressemeddelelse lyder de overskrift og underrubrik således:

Overskrift: Covid-19-vacciner er ikke forbundet med langvarige symptomer for langt de fleste

Underrubrik: Studie har fulgt 90.000 danskere og viser ikke tegn på, at Covid-19-vaccinerede udvikler langvarige symptomer, men bekymring for vaccinerne kan ifølge forsker føre til symptomer.

Link her.

De linjer siger til sammen, at Covid-19-vaccinerne er sikre og effektive, men at ”bekymring for vaccinerne kan føre til symptomer”.

Er det en dækkende konklusion for studiet og det, som du siger? At coronavaccinerne er sikre og effektive, men hvis du på forhånd var bekymret, så kan vaccinerne føre til symptomer?

Læs om Covid-19-vaccine-invaliderede Martin lige her:

Martins historie del 1: “Jeg har mistet over 90%”

Martins historie del 2: Danmark vendte os ryggen

Punkt 3:

Jeg går til TV 2’s version:

”Forklaringen på forskellen kan ifølge forskeren ligge i den såkaldte noceboeffekt.

Det er det modsatte af placeboeffekten og betyder, at negative forventninger til en behandling kan udløse forskellige ukarakteristiske symptomer.

Dermed kan symptomerne være helt reelle for dem, der oplever dem. Men vaccinen er ikke nødvendigvis årsagen.”

Uddrag slut.

Er det korrekt gengivet af TV 2? Siger du her, at forklaringen på, at der er danskere, der er blevet skadet af Covid-19-vaccinen, er, at de er blevet skadet af noceboeffekten?

Hvis ja: Hvor mange gælder det? Er det alle, der bare tror, at de er skadet? Eller forestiller sig det? Er det halvdelen? Altså hvad taler vi om?

Punkt 4:

Tror du, at covid-19-vaccinerne reelt har skadet danskere? Vil du sige klart, at du tror, at covid-19-vaccinerne HAR skadet mennesker?

VIVEs undersøgelse konkluderer, at mennesker med alvorlige skader efter Covid-19-vaccination eksisterer, og at de er blevet svigtet.

Mener du, at mennesker med alvorlige skader efter Covid-19-vaccination eksisterer?

Mener du, at de er blevet svigtet?

Kan du forstå, at de mennesker ud fra pressemeddelelsen og artiklerne føler, at de bliver kaldt hypokondere, der i virkeligheden bare er ”bekymrede”?

Læs Louises historie her:

Louises historie del 1: ”Jeg ønsker 5 minutter med mine børn, hvor jeg ikke har det dårligt”

Louises historie del 2: ”Skal vi ikke bare doble op på antidepressiv?”

Punkt 5:

Hvad præcis er undersøgelsens konklusion, og hvordan fandt I præcis frem til den konklusion? Hvordan og hvorfor er du på sikker grund, når du fx siger, at:

“Vores studie viser, at for langt de fleste er Covid-19 vaccinerne ikke forbundet med langvarige symptomer. Men det viser også, at de bivirkninger, som nogle mennesker oplever, kan hænge sammen med bekymringer og forventninger. Det er vigtig viden, fordi det kan være med til at nuancere debatten: Ikke ved at afvise, at folk har symptomer, men ved at belyse de mange faktorer, der kan spille ind.”

Punkt 6:

Der er masser af rapporter og undersøgelser, også peer-reviewed, der peger på meget store problemer med Covid-19-vaccinerne: DNA-forurening i mRNA-vacciner (f.eks. Pfizer/Moderna), Spike-protein i celler og blod. Bekræftet vedvarende tilstedeværelse i en gruppe af vaccinerede (over 700 dage i blodet hos personer med post-vaccination syndrom). Og vi kan jo tage Pfizers egen indlægsseddel og konstatere de første 50 bivirkninger. Nemt 50.

Det nævnes slet ikke – der nævnes kun bekymring og noceboeffekten? Hvordan kan det være?

Punkt 7 – sidste punkt:

Kan du ud fra pressemeddelelsen og de samlede artikler i medierne forstå, at historien lyder sådan her for mange mennesker:

De danskere, der er blevet skadet af Covid-19-vaccinen, i er virkeligheden bare ”bekymrede”.

Historien er, at vaccinen er sikker og effektiv. Men nogle få danskere FØLER noget – men bare rolig: Det er alt sammen ”i hovedet”.

Du er ikke rigtig syg. Du er bekymret. Det er bare dit hoved.

Min påstand vil være, at sådan læser de fleste det. Så spørgsmålet er:

Er det rigtigt læst? Er det i virkeligheden konklusionen?

Med venlig hilsen

Jens Mogensen, Psst!

**

[email protected]

Du kan støtte Psst! her:

Og til dig uden MitId: Du finder de detaljer, du har brug for, lige her.

Fotos: Deposit

FØLG PSST! PÅ FACEBOOK OG X

TIL FORSIDEN