Twitter Files på dansk kap. 2: Sådan manipulerede Twitter Covid-debatten

I andet kapitel af Twitter Files på dansk fortæller Psst! for første gang på dansk hvad Twitter Files er og hvad de fortæller. Det gør vi ved et enkelt eksempel – vi bruger en enkelt af de filer, der tilsammen udgør fællesbetegnelsen ’Twitter Files’. Den hedder: THE TWITTER FILES: HOW TWITTER RIGGED THE COVID DEBATE.

musk-twitter-snip-deposit

Ingen danske medier har rørt ved Twitter Files. Ikke et. Det hverken vil eller tør de. Clement fx – ham kan vi godt lige vende her. Hver uge spurgte han brugerne på Twitter (nu X) om hvad de ville se i ’Debatten’, Svaret fra masserne rungede uge efter uge: Twitter Files. Og ikke bare Twitter Files, men det som Twitter Files dokumenterer. Det, som Twitter Files står for: Runaway, aggressiv censur, undertrykkelsen af ’divergerende’ synspunkter, ensretningen, magtens metoder, tvangen, mainstream-mediernes propaganda og direkte løgne.   

Clement lyttede ikke. Ligesom alle de andre.

Hvad er Twitter Files helt konkret? Du finder svaret i kapitel 1 lige her

Rigged

I andet kapitel af Twitter Files på dansk fortæller Psst! for første gang på dansk hvad Twitter Files er og hvad de fortæller. Det gør vi ved et enkelt eksempel – vi bruger en enkelt af de filer, der tilsammen udgør ’Twitter Files’. Den hedder: THE TWITTER FILES: HOW TWITTER RIGGED THE COVID DEBATE.

Den er skrevet af journalist/forfatter David Zweig, en undersøgende journalist, der har arbejdet for New York Times, The Atlantic og Wired, den 26. december 2022.

Vores oversættelse er: HVORDAN TWITTER MANIPULEREDE COVID-DEBATTEN.

Et redskab for magten

Hvad skete der så på Twitter – det enorme sociale medie – under Covid-19?

Kort fortalt var Twitter et redskab for magten. Twitter skulle booste særligt indhold og skrue ned for/stoppe modsatrettet kommunikation.

Det Hvide Hus, efterretningstjenesterne og i tilfældet Covid-19 også de amerikanske sundhedsmyndigheder som fx CDC (det amerikanske center for infektionsforebyggelse og folkesundhed) og FDA (USA’s føderale fødevare- og lægemiddelmyndighed) udøvede aggressiv censur – også mod højt respekterede, sundhedsfaglige kapaciteter, der i nogle tilfælde brugte CDCs egne tal til at understrege en pointe, der ikke flugtede med den retning for fortællingen om Covid-19, som magten ønskede. De blev slukket for. Eller skruet ned for. Vi så anerkendte forskere blive udelukket fra Facebook i månedsvis for at argumentere for, at lab leak-teorien var den mest sandsynlige. Vi så kapaciteter blive censureret for at tale naturlig immunitet, fordelene ved D-vitamin og mere i den dur. Og især i forhold til vaccinen – alt, hvad der ikke signalerede ’supervåben’ var en trussel, der skulle sættes ind overfor. Og det blev der så.

Alle kunne se det, hvis de kiggede bare en smule efter – censuren gået fuldstændigt amok. Hvis pressen nogensinde skulle kæmpe for noget, arbejde stenhårdt for noget, skulle det selvfølgelig være at belyse og bekæmpe runaway censur. Altså en fri presse. Den eksisterende presse sørgede omhyggeligt og koordineret for ikke at nævne Twitter Files med et ord.

Bare tingenes tilstand.

Læs også: Mette: Hadtale ødelægger demokratiet

Væk med anti-vaxxerne

I det følgende finder du et udpluk af David Zweigs tweets om hvordan Twitter fiflede med Covid-debatten.

”Den amerikanske regering pressede Twitter og andre sociale medieplatforme til at løfte bestemt indhold og undertrykke andet indhold om Covid-19. Både Trump- og Biden-administrationerne direkte pressede Twitter-ledere til at moderere platformens pandemiske indhold i overensstemmelse med deres ønsker.”

Og den næste gruppe tweets sat sammen til et citat:

” Ved begyndelsen af pandemien var Trump-administrationen ifølge mødenoter især bekymret over panikkøb (skal forstås som hamstring, uro om fødevarer mm.) Da Biden-administratoren tog over, var en af deres første mødeforespørgsler med Twitter-chefer om Covid. Fokus var på “anti-vaxxer-konti.” Især Alex Berenson (kendt kommentator – mediepersonlighed med et stort publikum – i USA, red.). I sommeren 2021 sagde præsident Biden, at sociale medievirksomheder “dræber folk” ved at tillade misinformation om vacciner. Berenson blev suspenderet timer efter Bidens kommentarer.”

Oversat: Trump var bange for hamstring og uro. Biden-administrationen ville af med anti-vaxxerne. Slukke for dem. Skrue ned for dem. Få dem væk.

De næste par tweets:

”Berenson sagsøgte (og indgik derefter forlig med) Twitter. I den juridiske proces blev Twitter tvunget til at frigive interne meddelelser, som viste direkte pres fra Det Hvide Hus på virksomheden for at gribe ind over for Berenson. Et resumé fra december 2022 af møder med Det Hvide Hus af Lauren Culbertson, Twitters chef for U.S. Public Policy, tilføjer nye beviser for Det Hvide Hus’ preskampagne og cementerer, at Det Hvide Hus gentagne gange forsøgte at påvirke platformen direkte.”

Oversat: Det Hvide Hus går til stålet for at få mere censur.

Næste:

”Culbertson skrev, at Biden-teamet var “meget vredt” over, at Twitter ikke havde været mere aggressiv i forhold til at udelukke flere konti. De ville have Twitter til at gøre mere (…) Men Twitter undertrykte synspunkter – mange fra læger og videnskabelige eksperter – der var i konflikt med Det Hvide Hus’ officielle holdninger. Som et resultat forsvandt legitime fund og spørgsmål, der ville have udvidet den offentlige debat.”

Oversat: Det Hvide Hus udøvede aggressiv censur, målrettet mod individer og hvem som helst, der havde synspunkter (også velunderbyggede), der gik imod den ønskede fortælling.

Afveg fra ‘retningslinjerne’

David Zweig fremsætter herefter en hel række konkrete eksempler på folk, der er blevet slukket for – eller skruet ned for.

For eksempel Dr. Martin Kulldorff, en epidemiolog ved Harvard Medical School. Han tweetede synspunkter, der ikke flugtede med de amerikanske offentlige sundhedsmyndigheders synspunkter. Twitter stemplede synspunkterne som misinformation – falsk information. Alene fordi det afveg CDC-retningslinjerne.

En læge blev permanent suspenderet fra Twitter efter at have modtaget flere advarsler for misinformation. En af de advarsler var for et tweet, der refererede til resultaterne fra en peer reviewed undersøgelse af mRNA-vacciner.

Eksemplerne bliver ved. Og ved. Du kan læse de mange eksempler her – starter fra tweet/punkt nr. 20.

Mod slutningen skriver David Zweig:

”Twitter traf en beslutning, via ledende medarbejderes politiske holdninger og pres fra regeringen, at de offentlige sundhedsmyndigheders tilgang til pandemien var den eneste vej frem. Oplysninger, der anfægtede dette synspunkt, såsom at vise skader ved vacciner, eller som kunne opfattes som at nedtone risiciene ved Covid, især for børn, var genstand for moderation og endda undertrykkelse. Uanset om sådanne synspunkter var korrekte eller vedtaget i udlandet. Hvordan kunne denne pandemi og dens eftervirkninger have set ud, hvis der havde været en mere åben debat på Twitter og andre sociale medieplatforme – for ikke at nævne mainstreampressen – om oprindelsen af Covid, om lockdowns, om de sande risici ved Covid hos børn, og meget mere?”

Dr. Anthony Faucis CDC (det amerikanske center for infektionsforebyggelse og folkesundhed) spillede en aktiv rolle i censur gået amok.

Læs hele Twitter Files sat i arkiv lige her

Hunters laptop-historien

Twitter var blevet et redskab for censur og ensretning i forhold til de emner, som magten fokuserede på. Facebook, YouTube – alle de store var på linje.   

Det viser Twitter Files i forhold til filen om Covid-19. Og det viser filen om New York Post-historien om Hunter Bidens, præsidentens søn, bærbare computer.

Den korrekte, underbyggede historie, der fik New York Post udelukket, simpelthen sat i skammekrogen, fra sociale medier, deriblandt Twitter. Og hvordan ingen traditionelle medier bakkede New York Post op, mens den frie presse var under direkte angreb.

Den rammer i kapitel 3.

[email protected]

Foto: Depositphotos

TIL FORSIDEN