Artikelserie: Michels historie – kapitel 1.
Michel fra Nordjylland gik med realistiske drømme om at kvalificere sig til Olympiske Lege i karate.
Det var derfor, han tog booster-stikket fra Pfizer – det blev han nødt til, når han skulle udenlands for at samle nok point sammen til at repræsentere Danmark til OL. Det største af det største for en idrætsudøver.
Michel havde sin gang i den Aalborg-baserede klub, Sportskarate.dk, og han var ualmindelig dygtig til sin idræt. Han blev i 2018 europamester for U21-kæmpere samt nummer syv ved VM for seniorer. Han blev samme år nomineret til Politikens Årets Fund-pris.
En ung mand og en topatlet, der var i fuld gang med at realisere sit potentiale indenfor sin sport. Han kunne have kvalificeret sig til OL, og vi ville alle have heppet på ham. Han var 23 år gammel.
Hvilken statistik indgår Michel i?
Michel er en af de mange sportsfolk, der i de senere år er døde pludseligt. Én historie i en international flodbølge af historier om pludselig død, kollaps og lignende ulykkelige begivenheder. Alle beskrevet individuelt. Ingen har gjort antræk til at samle brikkerne. Myndighederne og medierne siger, at alt er helt normalt.
Alle store medier i Danmark skrev om Michels død. Medierne rapporterede, at Michel var afgået ved døden ”efter kortere tids sygdom”.
Michel indgår med sikkerhed heller ikke i statistikker, der retter kritisk spotlight mod Pfizers Covid-19 mRNA-vaccine. Patienterstatningen og dets ankenævn har afvist alle klager og frikendt Pfizer/BioNTech Covid-19 mRNA-vaccinen.
Den officielle historie er altså, at Michel er død af noget, som ikke har noget med Covid-19-vaccinen at gøre, og at han er død efter kortere tids sygdom.
Psst! vil over de næste dage fortælle dig en anden historie.
Læs også: Spørgsmål om kollaps og pludselige dødsfald til sportsredaktionerne
Michel Erik Fidelis Corbalan døde kort tid efter tredje stik med Pfizer Covid-19 mRNA-vaccinen (Foto: Privat).
Obduktionsrapporterne har én mistænkt
Michel blev vaccineret mod Covid-19 (med Pfizer/BioNTech-vaccinen) med første stik den 30. maj 2021, andet stik den 22. juni 2021 og med tredje stik den 20. december 2021.
Han blev indlagt på Aalborg Universitetshospital den 18. januar 2022 og afgik ved døden den 28. januar 2022. Af patientjournalen fremgår blandt andet at Michel havde kramper i ansigtet og epileptiske anfald.
I obduktionserklæringen fremgår det, at Pfizers Covid-19-vaccine er mistænkt – det er den eneste mulige årsag, der direkte nævnes.
I den supplerende obduktionserklæring fremgår det, at Pfizers Covid-19-vaccine er mistænkt – det er igen den eneste mulige årsag, der direkte nævnes.
Den supplerende obduktionserklærings konklusion lyder:
”Ud fra det oplyste, obduktionsfundene og de supplerende undersøgelser er dødsårsagen ikke sikkert klarlagt. Det kan muligt dreje sig om følger til en betændelsestilstand i hjernen (autoimmun encephalit). Det kan ikke udelukkes, at den påviste betændelsestilstand i hjernen kan være en følge efter vaccination mod Covid-19, da der i litteraturen er beskrevet tilfælde af autoimmun encephalit som følge af vaccination mod Covid-19.”
Michel blev indlagt på Aalborg Universitetshospital 18. januar 2022 og døde 10 dage senere (Foto: Privat).
Bemærk ordet ‘sandsynliggøre’
På vegne af familien indgav advokat Claes Hahn Balle en klage til Patienterstatningen, som 26. juni 2023 afviste, at dødsfaldet kunne skyldes vaccinen og at erstatning derfor ikke var berettiget.
For at få medhold skal familien og advokat Claes Hahn Balle sandsynliggøre, at Michel er død af Pfizers Covid-19-vaccine.
Bemærk ordet ’sandsynliggøre’ – det er et vigtigt ord i Michels sag. For ’sandsynliggøre’ er og betyder langt fra det samme som ’dokumentere’.
Claes Hahn Balle vedhæfter studier/undersøgelser/rapporter, der alle henviser til, hvad Pfizer også selv siger: At betændelsestilstand i hjernen (autoimmun encephalit) er en sandsynlig bivirkning fra Pfizers Covid-19-vaccine. En dokumenteret bivirkning. Og igen: Advokaten har også obduktionsrapporternes ord. Alle siger det samme.
Ankenævnet for Patienterstatningen afviser
Den 17. juli 2023 klagede advokat Claes Hahn Balle over afgørelsen til Ankenævnet for Patienterstatningen, som traf afgørelse i sagen den 1. december 2023, hvori konklusionen lyder:
”Det er vores (Ankenævnet for Patienterstatningen, red.) vurdering, at Michel Erik Fidelis Corbalans neurologiske symptomkompleks samt dødsfald med overvejende sandsynlighed ikke skyldes bivirkninger til Pfizer BioNTech (COVID-19 vaccine).”
Ankenævnet siger også:
”Vi bemærker, at hverken epileptiske kramper, status epilepticus eller autoimmun sygdom er registreret som bivirkninger til Pfizer BioNTech (COVID-19 vaccine). Over to år inde i vaccinationsprogrammerne hviler den lægefaglige evidens på et solidt grundlag.”
I forhold til, at obduktionen, Pfizers egen litteratur og anden videnskabelig litteratur alle siger, at betændelsestilstand i hjernen (autoimmun encephalit) er en mulig bivirkning fra Pfizers Covid-19-vaccine, siger Ankenævnet:
”Der er i anken henvist til Pfizers rapport. Det er vores vurdering, at der i rapporten ikke er dokumentation for, at vaccinen har forårsaget sygdommen. At Michel Erik Fidelis Corbalan ikke havde andre lidelser, der kunne forårsage sygdommen eller dødsfaldet betyder ikke, at det herved kan konkluderes, at Pfizer BioNtech (COVID-19 vaccine) dermed må være årsagen hertil.”
Bemærkede du ordet ’dokumentation’ her?
Igen: Husk at være OBS på ordet ’sandsynliggøre’ i Michels historie.
Lukkede skodder
I næste historie taler Psst! med advokat Claes Hahn Balle og går mere i dybden i sagen om Michels død. Vi taler også med Michels storebror, Mike, og forhåbentligt også med Patienterstatningen, som snart modtager spørgsmål. Måske der dukker mere op undervejs.
Du vil høre en historie om myndighedernes lukkede skodder. Om en skjult agenda. Om et system, der slår knuder på sig selv for at beskytte Pfizers Covid-19-vaccine.
Altså samme mønster, som når myndighederne bruger de vaccineskadede som kastebold – som Psst! allerede har beskrevet. Konstant og overalt det samme mønster.
Læs også: De vaccineskadede danskeres åbne brev: Følelsen af svigt og forråelse
Og: Det åbne brev fra de vaccine-skadede: Nu har SST svaret
Og: Stabell Benn om SSTs svar: En hån mod patienterne
Erfar det selv
Alle i artikelserien ved, at det er sådan det er nu – ingen er overraskede.
Men at møde det i forbindelse med et familiemedlems, en klients, en vens, en kærestes alt for tidlige og dybt tragiske død – ansigt til ansigt – er grimt, rigtigt grimt. Og det gør de mennesker, der var tæt på Michel, vrede, rystede, forvirrede. Det kan være direkte livsødelæggende.
Du kan bidrage positivt, hvis du vil. Du kan dele Michels historie, sørge for at den bliver kendt. Kommentere på historierne. Tale om dem. Vise dem til vores medier, der skylder så mange svar. Så kan du også selv se dem lade som ingenting, tavse og altid enige. Erfar det selv.
Michels historie skal fortælles. Næste kapitel kommer snart.
***
Fotos: Privatfotos
FØLG PSST! PÅ FACEBOOK OG X
PSST! Vi vil gerne tale med mennesker, der har de historier, som medierne ikke vil og tør beskæftige sig med. Hvad vil du fortælle? Skriv til [email protected]k