Martins historie: "Jeg har mistet over 90%"

Martin Kristiansen er et af de mange danske ofre for Covid-19-vaccinen. En gruppe borgere, der er blevet fuldstændigt svigtet af det officielle Danmark. Men Martin er ikke som folk flest. Her er hans historie.

martin-forside-brug

Del 1 af 2 af Martins historie.

Martin ved godt, at han nu kan forvente sig lidt af hvert. Det er betingelsen for at åbne munden i Danmark som Covid-19-vaccineskadet borger.

Psst! har efterhånden talt med mange Covid-19-vaccine-skadede danskere – med mange forskellige forløb.

Vi har talt med kilder, modtaget tips, hørt, hvad der er foregået på både åbne og lukkede møder, lavet et helt interview, som aldrig blev udgivet, og undersøgt sagen om Michel, der døde fem uger efter tredje stik.

Psst!s første historie om Michel, der drømte om at repræsentere Danmark til OL, her

Hver gang der på Psst! udkommer en historie om de Covid-19-skadede danskere, er der i et eller andet omfang ballade. Det ved Martin, og han er helt med på, at for eksempel Louise Nikolajsen, der også fortalte sin historie til Psst!, blev udsat for had på Facebook og censureret på LinkedIn.

Louises historie del 1 af 2 her

Sådan er det i det forbudte hjørne af Den Store Fortælling, hvor nedlukninger, coronapas, mundbind, vaccination af børn og unge, ensretning, censur og ondskabsfuld, debatdræbende, udskamning hersker.

Martin forstår og er parat. Han er glad for at fortælle sin historie.

Utrolig mængde dokumentation

Martin Kristiansen er 47 år, bor på Fyn med sin kone. Han har en søn fra et tidligere forhold.

Martin er en utrolig case. Her kan du tale om grundighed, videnskabelig tilgang og dokumentarisme i verdensklasse. Det er fuldstændigt vildt.

Nu kan dokumentarisme jo have flere forskellige tilgange – nogle er objektive og registrerende, mens andre har en mere subjektiv eller fortolkende vinkel. I journalistik handler dokumentarisme ofte om fakta uden manipulation, mens det i kunst og film kan indebære en mere personlig eller æstetisk fortolkning af faktiske begivenheder. Martins store arbejde tilhører den del af dokumentarismen, der er nøgternt registrerende og så objektiv, som det nu engang er muligt at være, når emnet er sig selv.

Martin Kristiansen deler sin på sin hjemmeside, martinjkristiansen.com, sin personlige historie om livet før og efter at have modtaget Covid-19-vaccinen i 2021. Og ikke bare deler – han dokumenterer sit sygdomsforløb ned i detaljen.

Psst! kommer derfor ikke til at gentage en masse af den enorme mængde dokumentation, som Martin Kristiansen allerede har på sit website. Vi henviser til og anbefaler på det varmeste at lave en kop varm te eller kaffe og gå på martinjkristiansen.com og læse stille og roligt derudaf.

Vi kommer selvfølgelig til at runde nogle få af de ting, som Martin har på sit site, men hvis du vil helt ned i detaljen, har du nu altså kilden lige ved hånden.

Martin Kristiansen blev syg efter andet stik af Pfizers Covid-19 vaccine i august 2021. Privatfoto.

Nul hjælp fra myndighederne

Psst! har læst og talt med Martin om forskellige områder af den store mængde information, og så har vi naturligvis stillet egne spørgsmål, og har i virkeligheden foretaget et løbende interview over længere tid. Frem og tilbage, nysgerrigt og åbent.

Og det første spørgsmål er oplagt.

Hvorfor dokumenterer Martin sit sygdomsforløb, som han gør?

”Jeg begyndte at dokumentere mit sygdomsforløb i december 2021, da det stod klart for mig, at det kunne blive svært at få den nødvendige støtte fra sundhedssystemet. Efter at min læge indberettede bivirkningerne i efteråret 2021, hørte jeg intet fra sundhedsmyndighederne, og jeg blev efterhånden bekymret for, om jeg nogensinde ville få hjælp fra sundhedsmyndighederne,” siger Martin, og uddyber:

”Samtidig oplevede jeg blandt andet kognitiv svækkelse, hvilket gjorde det nødvendigt at registrere mine symptomer systematisk. Til at begynde med indtalte jeg små notater flere gange om ugen og samlede dem på månedsbasis for at bevare overblikket. Efterhånden voksede dokumentationen. Fra sensommeren 2024 begyndte jeg så at registrere mine symptomer dagligt. Jeg erkendte, at min tilstand ikke forbedrede sig, og at en mere detaljeret registrering ville give en bedre indsigt i mine helbredsudsving,” fortæller Martin.

Læs også: Klapjagten på Kennedy

Afvent indkaldelse

Den korte version af Martins historie er, at han var fysisk aktiv og arbejdede meget. 50-60 timers arbejdsuger. Den sparsomme fritid gik med familien, skak, interessen for videnskab og svømning.

Han fik første stik af Pfizers Covid-19-vaccine i juni 2021 og oplevede lidt feber og influenzalignende symptomer, der forsvandt efter et par dage.

Den 10. august 2021 modtog han andet stik, og Martins liv, som han kendte og påskønnede det, var slut. Den 13. august meldte han sig syg på grund af influenza-lignende bivirkninger.

I løbet af weekenden den 14. og 15. august mistænkte han for første gang, at der var noget rivravruskende galt – noget, som går langt ud over de kendte bivirkninger fra vaccinationen.

”Jeg faldt først ned ad trappen og senere i køkkenet, da jeg havde svært ved at styre mine ben. Jeg oplevede svær svimmelhed, feber, ledsmerter, tinnitus og pulserende hovedpine. Derudover blev jeg overdrevet lysfølsom og havde kvalme. Jeg kunne ikke fokusere og havde den her pulserende hovedpine. Blodprøver hos lægen viste en let forhøjet infektionstal, og lægen konkluderede, at det var bivirkninger fra coronavaccinen. Han anbefalede at vente 10 uger, da de fleste bivirkninger normalt forsvinder inden for denne tidsramme,” fortæller Martin.

Han fortsætter:

”Jeg købte en stok for at kunne gå rundt derhjemme, men svimmelheden gjorde det svært. Feberen aftog gradvist, men efter 10 uger var det eneste, der var forbedret, feberen. Min læge anmeldte derfor mine symptomer som bivirkninger til coronavaccination til Sundhedsstyrelsen, og jeg skulle vente på en indkaldelse til en klinik for senfølger efter coronavaccination.”

Den kom aldrig.

Ansvaret, der blev væk

Martin hørte aldrig noget fra sundhedsmyndighederne og har siden selv måttet tage sin sag op.

Forfølge den aktivt. Udkæmpe slag efter slag mod et system, der er lukket, afvisende, nedladende og blottet for empati og ansvarsfølelse.

En ansvarsfølelse, der naturligvis bør være en selvfølgelighed i forhold til hvordan Covid-19-vaccinen blev ledsaget af appellen om at udvise ”samfundssind” for at passe på sig selv og ikke mindst andre. Især vores sårbare borgere.

Men nej. Intet. INGEN tager et ansvar.

Det er dokumenteret – 100%. Dokumentationen er på Psst! i de historier, vi allerede har linket til. Du finder links til de fleste af Psst!s historier, der handler om Covid-19-skadede borgere lige her.

Martin møder det samme svigt, som han og de mange andre, der befinder sig i en tilsvarende situation, oplever fra det officielle Danmark:

Et svigt af myndighederne, medierne, lægerne, politikerne, sygehusene, eksperterne og de mennesker, der online ikke tåler at læse/høre den mindste kritik af den frelsende Covid-19-vaccine. Den uangribelige helligdom, der blev omtalt med religiøst sprogbrug.

Husk hvad de fortalte danskerne:  

”Supervåbnet” (Citat: Frederiksen, Heunicke, Brostrøm, ja faktisk alle).

”Miraklet” (Brostrøm).

”Den mest sikre vaccine nogensinde” (Brostrøm).

”Vores tids svar på månelandingen” (Senderovitz).

Medierne gentog og forstærkede. Og så gentog de igen. Og forstærkede igen.

Læs også: Ugens anbefaling: 153 sekunders radio

En almindelig dag

Martins sundhedstilstand er i dag en spag skygge af, hvad den var.

”Min tilstand er præget af store udsving. Der er ikke en tydelig tendens til hverken bedring eller forværring. Nogle dage er bedre end andre, men samlet set er mit funktionsniveau væsentligt lavere, end det var før vaccinationen. For at få et objektivt billede af min tilstand har jeg dagligt registreret mine symptomer og anvendt AI til at analysere mønstre i mine helbredsdata. Det har blandt andet hjulpet mig med at forstå, hvordan mine symptomer varierer over tid,” fortæller han.

I det følgende gennemgår Martin en såkaldt almindelig dag for ham.

Følgende beskrivelse stammer fra da Martin fortsat var i arbejde, og det er han ikke længere. Efter at have strækket sig i flere år, alene fordi arbejdsgiveren Norlys var så glade for Martin, måtte de omsider i 2024 give slip på ham. Den gik ikke længere.

Martin er på en og samme tid dybt taknemmelig overfor sin tidligere arbejdsgiver, men det gør også ondt på ham. Han er en mand, der elsker at arbejde.

”Jeg har arbejdet og tjent mine egne penge siden jeg var 13 år og har erfaring inden for mange områder, herunder pakkeri, produktion, administration, informationsteknologi, maskinteknik, linjeledelse, ledelse af ledere, og selvstændig erhvervsdrivende,” siger han, og uddyber:

”Hvis jeg kunne varetage konkrete arbejdsfunktioner, ville jeg allerede være aktiv i beskæftigelse. Jeg har stor erfaring og kendskab til mange arbejdsfunktioner, men der findes ingen rolle, hvor jeg kan lægge mig ned, undgå støj og lys og finde ro. Svimmelhed, tinnitus og hovedpine er ødelæggende og forhindrer en normal hverdag.”

Så til beskrivelsen af Martins nye virkelighed. Hans hverdag efter at være blevet skadet af Pfizers Covid-19-vaccine:

Morgen

”Når jeg vågner, har jeg hovedpine og oplever svær svimmelhed. Jeg sover dårligt på grund af tinnitus og hovedpine, og jeg føler mig stiv i kroppen og ude af balance. Jeg sidder på sengekanten i 15 – 30 minutter, før jeg går på toilettet. Det gælder også om natten, hvis jeg skal på toilettet. Jeg bliver hurtigt kvalm og føler mig utilpas. Det er en daglig kamp for mig at komme over til det kontor, vi har indrettet i et af værelserne. Jeg sætter mig selv et mål om at komme til kontoret hver dag.”¨

Han fortsætter:

”På vejen gennem køkkenet tager jeg en Cola Zero med mig ind på kontoret, hvor jeg sidder i en times tid, indtil jeg føler mig klar til at spise morgenmad. I mellemtiden surfer jeg ofte på forskellige nyhedsmedier eller ser TV2 News. Jeg har svært ved at fokusere eller koncentrere mig, og hovedpinen samt tinnitus er konstant til stede. Jeg har ændret alle indstillinger på min pc til mørkt tema, fordi lyset generer mig så meget.”

Formiddag / eftermiddag

Vi går videre til formiddag/eftermiddag:

Nogle dage logger jeg ind på arbejdet og deltager i de online møder, jeg er inviteret til. Arbejdet betyder meget for mig, men de samlede timer, jeg kan klare nu er 5– 10 timer om ugen, oftest nærmere 5 timer. Andre dage ligger jeg tilbage i sengen eller på sofaen og ser tv uden at fordybe mig i detaljerne. Jeg bruger min telefon til at følge med i verdensbegivenheder. Når jeg forsøger at tænke dybere eller fokusere, øges graden af svimmelheden, tinnitus og hovedpinen, og jeg får tit kvalme. Jeg forsøger at finde mønstre og metoder til at fokusere og koncentrere mig, men det har endnu ikke lykkedes. Jeg har forsøgt at træne i at gå og stå på vores terrasse, men symptomerne svimmelhed, hovedpine, overdreven træthed og tinnitus forværres når jeg skal koncentrere mig eller er fysisk aktiv i ca. en time,” siger han.

Aften

Vi er nået frem til aften:

”Min kone kommer hjem fra arbejde omkring klokken 15.30 og går en tur med hunden. Hun laver aftensmad, og vi spiser sammen hver dag som altid. Hun yder stor støtte og hjælp til mig. Jeg bruger aftenen på at se tv uden at fordybe mig i noget. Vi går i seng omkring klokken 22.”

Det er nu Martins virkelighed og hverdag.

Han er gået fra træning, svømning, lange arbejdsuger, passion for familie, fritid, bevægelse, i det hele taget på alle måder at omfavne livet, til at lide. Og konstant slås.

Slås mod sin egen invaliderede sundhedstilstand, slås mod systemet, slås mod konstant elendighed.

10 måneder efter vi gik i luften åbnede Psst! for bidrag. Og tusind tak! Læs om vores ambitioner lige her

Mistet 90 procent

Han har regnet ud, at han har mistet mere end 90 procent af hans arbejdsevne.

”Min arbejdsevne er nedsat med over 90 % sammenlignet med en typisk arbejdsuge på over 37 timer. De sidste 3 måneder har jeg kun kunnet arbejde et begrænset antal timer. Jeg forsøger at finde metoder til at håndtere bivirkningerne, men intet har indtil nu hjulpet mig mentalt med at distancere mig fra mine sanseforstyrrelser. Det er meget invaliderende, når bevidstheden konstant forstyrres af hovedpine, svimmelhed og tinnitus. Det er udmattende og psykisk belastende. Jeg har forsøgt med antihistaminer og forskellige hovedpinepiller uden effekt. Jeg har også prøvet mindfulness, vitaminer og ændret kostvaner, men intet har hjulpet,” beskriver han.

Martin lider hver dag, fordi han udviste samfundssind.

Og fordi han var en af de uheldige, vendte Danmark ham ryggen.

Det, der kommer

I anden og sidste del vil du få en utroligt velformuleret, grundig og omfattende gennemgang af, hvordan Martin konkret er blevet svigtet af det officielle Danmark. Og ikke mindst – Martins tanker i den forbindelse.

Han formulerer det på en måde, der får det til at isne ned ad ryggen på dig, og Psst! vil give beretningen den plads, som den fortjener.

Du vil i anden del af Martins historie også erfare, at Martin ikke er blevet tildelt erstatning. Du vil få grunden. Og du vil få Martins tanker om det.

Psst! siger allerede nu tak til Martin for at fortælle hans historie til Danmark. Vi er beærede over at få lov.

Og vi glæder os til at præsentere anden del.

Snart på Psst!

***

Du kan støtte Psst! her:

Og til dig uden MitId: Du finder de detaljer, du har brug for, lige her.

[email protected]k

Foto: Privatfotos

Besøg Martin Kristiansens website lige her

FØLG PSST! PÅ FACEBOOK OG X

TIL FORSIDEN