TV 2 færdige på X – eller hvad?
En opmærksom X-bruger gjorde Psst!, opmærksom på, at TV 2 ikke længere postede på X, og det havde han ret i. TV 2 News har ikke postet et opslag på X i 11 dage og TV 2 Nyhederne har ikke postet i 14 dage.
Det er alligevel noget.
Vi spurgte TV 2 om de er færdige på X sådan her:
”Brugere på X har bemærket, at hverken TV 2 News eller TV 2 Nyhederne har postet på X i en uges tid. Er I færdige på X?
Hvis ja: Hvorfor? Hvis nej: Hvorfor ‘pausen’?”
TV 2 svarer via Kristoffer Pinholt, der er chefredaktør for TV2.dk:
”X er ikke en platform, der prioriteres på TV 2, og det er det sociale medie, vi bruger mindst tid og ressourcer på. Vi overvejer løbende, hvilke platforme som vi skal være på. Det gør vi grundlæggende ud fra en betragtning om, at det skal give mening for os at være der. Vi har da også noteret os, at flere medier har trukket sig fra X, og at der er en aktuel debat om platformens rolle i den amerikanske valgkamp og den manglende moderation. Den debat følger vi, og vi evaluerer vores tilstedeværelse på eksterne platforme løbende, det gælder også X.”
Det vil Psst! tolke som et måske. Hvad tolker du?
DR brød sig ikke om tonen
TV 2 News-profilen har ellers i lange perioder været meget aktiv med adskillelige opslag dagligt, men for nuværende er TV 2 altså tavse på X.
Hvis TV 2 ender med at forblive tavse på X uden en erklæring af en art, vælger TV 2 en noget anden strategi end DR, der erklærede en slutdato (1. august, red.) for, hvornår DR ville trække sig. I mellemtiden lod ledende redaktionschef i DR Nyheder, Anders Emil Møller, sig interviewe af fagbladet ‘Journalisten’.
”Nu har vi allerede besluttet at lukke for kommentarer på vores store profil på Facebook for DR Nyheder, og nu gør vi det samme på X. Og det er fordi, at X ikke tilbyder muligheden for at moderere indhold og kommentarer, og det vil vi ikke være med til længere,” sagde Anders Emil Møller til Journalisten, og forklarede også, at tonen på X er blevet slem.
“Vi har været længe på X, og det er kun blevet værre med tonen derinde, så nu trækker vi os,” sagde han.
Læs også: DR flygter fra socialt medie: Antimyndigheds-ekstremisternes tone er for grov
Læs også: Hvad med Danmark, Facebook?
Og allerede et par dage før 1. august lukkede DR alt ned. Nyheder, aktualitet, debat, kritik, sport, samfund, alt.
Tidligere i november i år forlod britiske The Guardian også X. I deres afskedserklæring skrev The Guardian blandt andet, at:
“Vi ønsker at lade læserne vide, at vi ikke længere vil skrive på det sociale medie X (…). Dette er noget, vi har overvejet i et stykke tid på grund af det ofte foruroligende indhold, der promoveres eller findes på platformen, herunder højreekstremistiske konspirationsteorier og racisme. Den amerikanske præsidentvalgkamp tjente kun til at understrege det, vi længe har overvejet: at X er en giftig medieplatform, og at ejeren, Elon Musk, har været i stand til at bruge sin indflydelse til at forme den politiske diskurs.”
Læs også: The Guardian forlader X – og hvad med Jyllands-Posten?
Udeladelsernes fællesskab
Fælles for de tre omtalte medier i historien her, er, at ingen af dem nogensinde har brugt et ord på Twitter Files, der omhandler hvad der foregik på Twitter før Musks køb. Den kontekst blev de tre mediers brugere/følgere aldrig serveret for.
Læs også: Twitter Files på dansk kap. 1
Twitter Files dokumenterer aggressiv, systematiseret censur. Beordret af magten. Altså det, som mange kalder ‘det gamle Twitter’, og som mange kommentatorer, politikere og mediefolk sådan savner og nu prøver at genfinde på det sociale medie Bluesky.
Hvor der angiveligt er hyggeligt.
Fotos: Depositphotos.com