The Guardian er fortid på X (tidligere Twitter, red.). Mediet har 10,8 millioner følgere på X, og onsdag skrev The Guardian, at mediet nu ville ophøre alle aktiviteter på det sociale medie.
Under overskriften ”Why the Guardian is no longer posting on X” fortæller The Guardian, at:
“Vi ønsker at lade læserne vide, at vi ikke længere vil skrive på det sociale medie X (tidligere Twitter). Vi mener, at fordelene ved at være på X nu opvejes af det negative, og at ressourcer kan bruges bedre til at promovere vores journalistik andre steder.
Dette er noget, vi har overvejet i et stykke tid på grund af det ofte foruroligende indhold, der promoveres eller findes på platformen, herunder højreekstremistiske konspirationsteorier og racisme. Den amerikanske præsidentvalgkamp tjente kun til at understrege det, vi længe har overvejet: at X er en giftig medieplatform, og at ejeren, Elon Musk, har været i stand til at bruge sin indflydelse til at forme den politiske diskurs.”
Indledning slut.
Du kan læse hele det store britiske medies statement lige her.
Farvel til The Guardian, der ikke længere vil tolerere “konspirationsteorier og racisme” på Elon Musks “giftige” platform. Screenshot: X.
Læs også: Ugens anbefaling: 153 sekunders radio
DR er enig med DR
En dramatisk afsked, og historien giver minder om DRs afgang fra samme sociale medie.
Læs også: DR flygter fra socialt medie: Antimyndigheds-ekstremisternes tone er for grov
DR var utilfredse med, at de ikke kunne ”moderere” brugernes kommentarer på de opslag, som DR selv postede. Fx fik DR enorm kritik for historien “PET ser konspirationsteoretikere som en trussel: Særligt online bliver misinformation spredt” fra marts 2024. Opslaget blev set af over 100.000, høstede 155 likes og over 200 kommentarer – altså flere kommentarer end likes.
I historien gør DR sig umage for at beskrive den fare, som antimyndighedsekstremisterne udgør for demokratiet:
“Konspirationsteoretikere og grupper, der er modstandere af myndighederne under eksempelvis coronapandemien er blandt de grupper, som PET vurderer kan være en trussel mod dansk sikkerhed,” skriver DR, og går videre til artiklens første kilde, som er DR selv:
“Det kan være en trussel mod demokratiet på længere sigt. Blandt andet fordi troen på fakta undermineres, vi mister troen på vores politikere og til vores myndigheder. Det kan i sidste ende have nogle konsekvenser for vores demokratiske forudsætninger, siger Trine Maria Ilsøe, der er DR’s retskorrespondent,” skriver DR i artiklen, der kan læses lige her.
DR taler med DR, DR er enig med DR, og DR skriver historien, krydstjekker med kilden fra DR, og poster den på DR. Public service eller i hvert fald public et eller andet.
Læs også: De største mediestøtte-modtagere vil gerne af med støtten – hvad venter vi på?
Der er også grim tone
Men de manglende muligheder for at ændre og/eller slette brugernes kommentarer, var ikke den eneste grund til DRs opsigtsvækkende beslutning. Den var nemlig også gal med ”tonen”.
Ledende redaktionschef i DR Nyheder, Anders Emil Møller, forklarede til fagbladet ’Journalisten’, at ‘tonen’ på X er blevet meget slem.
“Vi har været længe på X, og det er kun blevet værre med tonen derinde, så nu trækker vi os,” sagde han.
De følsomme gemytter på DR fik endelig fred fra 1. august 2024, og dermed blev det sværere at gøre DR opmærksom på, når deres dækning igen er biased, ikke-nysgerrig, subjektiv, tydelig dagsorden, manipulerende, lukket, uden nuancer og indsæt selv lignende.
Et godt eksempel er DRs dækning i forbindelse med urolighederne i Storbritannien. Sikke en omgang.
Læs fx: Manipulation og udeladelser gennemsyrer mediernes dækning af optøjerne i Storbritannien
Sløj opdagelse
Og så troede Psst! i går, at vi tilfældigvis opdagede, at Jyllands-Posten også havde droppet X, men på en ‘sneget sig ud ad bagdøren-facon.’ Det skulle vise sig ikke at holde vand.
Jyllands-Posten seneste opslag på X går tilbage til 31/10, hvor JP pumpede 10 opslag ud til mediets cirka 83.200 følgere.
Jyllands-Postens 10 opslag på X samlede i alt 21 likes, hvilket betyder, at Jyllands-Postens 10 opslag den 31/10 i gennemsnit blev liket af 2,1 brugere.
Vi spurgte chefredaktør Marchen Neel Gjertsen om JP er stoppet på X. På mail svarer hun, at “vi har bare aldrig brugt det specielt meget. Det er et tilfælde.”
Så meget for den opdagelse. Alligevel besynderligt ikke at poste i 14 dage, når man har 83.200 følgere…eller?
Exit Don Lemon
En sjov lille krølle på en historie om, hvordan flugt også kan bruges, er, at tidligere CNN-vært Don Lemon i går også annoncerede, at han forlader X.
Don Lemon postede en højtidelig erklæring ud til hans 1,5 millioner følgere. Indholdet må du selv dykke ned i (føl vigtigheden, mens du læser), men Don Lemon høstede 30.000 likes, mens han har modtaget over 40.000 kommentarer.
Det hedder ‘ratioed’.
Se Don Lemons farvel her:
Another one bites the dust. And another one. And another one.
Fotos: Depositphotos.com