Hvad skal medierne gøre? De udelod Twitter Files. Av, for en fejltagelse.

De gik ondskabens ærinde. De valgte selv at stille sig på den forkerte side af historien. Og de viste os alle sammen, at de traf deres valg med åbne øjne.

De vidste, hvad Twitter Files dokumenterede. De så, at myndigheder og etablerede medier desperat ledte efter huller i osten, og at der ikke var nogen. De så et skelsættende journalistisk mega-værk spækket med dokumentation i form af filer, e-mails, transskriptioner, møder, optagelser. Om Twitter som socialt medie, om Covid-19, om Hunter Bidens laptop og mange flere emner. Direkte fra kilderne selv, umuligt at debunke.

De så (og måske vidste på forhånd), at CNN udelod, at BBC udelod, Washington Post, New York Times, Reuters, Ritzau. At simpelthen alle vennerne udelod det hele. Ingen så én historie i Twitter Files, vel? Hvordan skulle det nogensinde lade sig gøre, hvis mediet var ‘frit og uafhængigt’?

Medierne fortalte dig altså ikke, at Twitter Files dokumenterer, at sociale medier var gennemsyret af runaway, aggressiv censur, undertrykkelse af ’divergerende’ synspunkter, målrettede angreb mod politiske modstandere, tvang, propaganda og psykologisk krigsførelse mod borgerne.

Medierne fortalte dig ikke, at Den Store Fortælling om Covid-19, nedlukninger, mundbind, afstand, børn, død og fare, vaccine, sikker og effektiv, uendelige boostere, var den ENESTE tilladte fortælling.

Læs Psst!s historier om Twitter Files her:

Twitter Files på dansk – kapitel 1

Twitter Files på dansk kap. 2: Sådan manipulerede Twitter Covid-debatten

Hvad betyder regeringers og efterretningstjenesters censur og ensretning for DIG?

Hvad med Danmark, Facebook?

Den Store Hypnose ramte hårdt

Twitter Files fortæller dig helt konkret fx om Covid-19, som fyldte så meget, i perioder nærmest alt, for milliarder. Covid-19, hvor fortællingen var SÅ ensrettet, så Gilead- og Body Snatchers-agtig.

Først:

Vi Skal Adlyde. Vi Skal Holde Afstand (det med de to meter fandt Fauci i øvrigt bare på – “it sort of just appeared”, har han forklaret). Vi Må Ikke Synge Om Juletræet.

Så kom supervåbnet:

Vi Skal Tage Miraklet C-19 Vaccinen. Den Er Sikker Og Effektiv. Den Frelser Os. Mine Børn Skal Have Den. De Uvaccinerede Er Urene Og Farlige.

Den Store Hypnose skyllede ind over landegrænser i takt med, at de samme budskaber ramte os – fra alle vegne. Hele tiden. Konstant. Dit tv. Din radio. Dine medier. Dine reklamer. I din sportsklub. På biblioteket. På togstationen. Ved busstoppestedet. I din comedy club, hvor den mest skræmte minoritet i Danmark, komikerne, droppede deres fag til fordel for at være Den Store Fortællings PR-medarbejdere.

Læs Twitter Files samlet i arkiv lige her

Twitter Files fortæller helt konkret hvordan det gik til, at professionelle, højtuddannede sundhedskapaciteter som fx Jay Bhattacharya, der er læge og økonom uddannet fra Stanford University og nomineret til at være den næste leder af National Institutes of Health (NIH), verdens største regeringsfinansierede biomedicinske forskningsorganisation, blev censureret, hånet og bagvasket. Det blev han, fordi han tillod sig at mene – og sige højt – at regeringer i stedet for omfattende lockdowns burde fokusere på beskyttelse af sårbare grupper, såsom ældre.

Det var nok. Han gik imod fortællingen, og det måtte man ikke.

Læs også: Bhattacharyas egne ord om nedlukningerne, censuren og angrebet på videnskaben

Du har selv hørt det:

“Nåh, så du tror, at du ved mere end 99,9% procent af alle læger, hva'”?

Der var aldrig tale om 99,9% af alle læger. Der var til gengæld en illusion af konsensus, som blev skabt af rødglødende, aggressiv censur.

De, som vovede (med viden om, at det ville ramme dem selv) at tale imod Den Store Fortælling, blev slukket for. Bragt i miskredit. Fyret. Ud i kulden.

Det var retningen for hele verden, censuren havde praktisk talt vundet. Facebook, LinkedIn, Instagram, YouTube, Google med flere var faldet. Havde overgivet sig. Mørket havde for alvor sænket sig over det, vi ynder at kalde ‘den frie verden’.

I hvert fald lige indtil, at Musk købte Twitter og efterfølgende sørgede for, at uafhængige journalister som Matt Taibbi, Bari Weiss, Lee Fang, Michael Shellenberger, David Zweig og Alex Berenson fik fuld adgang til Twitters databaser. Og gav os Twitter Files.

De skelsættende Twitter Files, der aldrig kom bare i nærheden af at komme i betragtning til at vinde verdens mest prestigefulde pris for undersøgende journalistik, Pulitzer-Prisen.

Så i dag må Twitter Files nøjes med at være den sikreste Pulitzer, der aldrig blev givet.

Alle som en

Twitter Files er et unikt indblik i, hvordan et af verdens største sociale medier reelt var fortabt. En forlænget arm for magten i form af Det Hvide Hus, efterretningstjenesterne og diverse myndigheder. Alle ’modstandere’ blev kvast af nådesløs, systematiseret censur. Den samme systematiserede censur, der i dag er virkelighed på blandt andre Facebook, Instagram, Youtube med flere.

Men som du måske har opdaget: Der sker ting og sager.

Mark Zuckerberg, CEO for Meta, der står bag Facebook og Instagram, annoncerede tirsdag den 7. december 2025, at Meta nu afslutter samarbejdet med faktatjekmedier i USA.

“Vi vil afskaffe faktatjekkere og erstatte dem med community notes, der ligner dem på X (tidligere Twitter, red.), og vi begynder i USA,” sagde han ligesom han også sagde, at “faktatjekkere har været for politisk skævvredne og har ødelagt mere tillid, end de har skabt.”

Den nyhed blev gengivet vidt og bredt i de danske medier, der for tiden famler for at skabe forståelsesramme for deres læsere. For Twitter Files er jo udeladt. Zuckerberg uddybede senere sine standpunkter i podcasten The Joe Rogan Experience, og på sociale medier spillede diverse mediefolk og politikere overraskede. Som om, at de simpelthen aldrig har hørt om det før nu.

Men det har de.

Læs også: Zuckerberg: Facebook blev presset til censur – men vi laver ikke samme fejl igen

Læs også: Hvem tror du, du narrer, Mark?

Sidst i august 2024 skrev Mark Zuckerberg et brev til retsudvalget i Kongressen, hvori han udtrykte fortrydelse over at have givet efter for pres fra både Biden-administrationen og FBI i forhold til Covid-19 og Hunter Bidens laptop-historie.

Han skrev blandt andet:

”I 2021 pressede højtstående embedsmænd fra Biden-administrationen – herunder Det Hvide Hus – i flere måneder vores hold for at få dem til censurere visse former for Covid-19-indhold.”

Og mere:

”Jeg mener, at regeringens pres var forkert, og jeg fortryder, at vi ikke udtalte os mere åbent om det. Jeg mener også, at vi tog nogle valg, som vi i bagklogskabens klare lys ikke ville tage i dag.”

Så bortset fra, at Facebook nu sløjfer de politisk korrumperede ‘faktatjekkere’: Intet nyt. Absolut intet.

Derudover er der alle historierne om Elon Musk, der ‘blander sig’ i europæisk politik og europæiske forhold. De historier er overalt. Medierne ser altid en god historie i, at Musk ‘drejer’ indholdet på X til højre, men så altså ingen historie i Twitter Files, der beskriver og dokumenterer en virkelighed, der er direkte dystopisk.

Det er blevet en kompliceret omgang for medierne at væve et bare nogenlunde forståeligt bagtæppe til de mange historier, der fører direkte tilbage til Twitter Files, som de ‘frie og uafhængige’ medier verden over, alle som en, valgte at udelade.

Mircos løsning

Så hvad stiller man op, når man nu har udeladt verdens største historie i årevis? Når man simpelthen har skjult historien for borgerne i flere år og nu oveni ser utallige strømninger, der fører direkte tilbage til Twitter Files?

Det problem forsøgte TV 2s USA-ekspert Mirco Reimer-Elster at løse via en snedig manøvre med henkastet bare at ‘liste den ind’.

Det skete på X efter Mirco Reimer-Elster spottede for sin klumme i Jyllands-Posten, hvor han er kritisk overfor Joe Bidens benådning af sin søn Hunter Biden.

Det får brugeren ‘Karsten Krogh’ til at skrive:

“Det er fint skrevet og jeres podcast er også fin. Men det er lidt beklageligt og også overraskende, at der er så lidt styr på Twitter Files i jeres podcast?! Det var jo en kæmpesag – godt nok ikke i Danmark, og jeg forventer intet af danske medier generelt – men det skulle netop I da være for gode til at bagatellisere?”

Den svarer Mirco Reimer-Elster på:

“Jeg kan ikke genkende beskrivelsen af, at vi skulle bagatellisere Twitter Files. Men jeg medgiver gerne, at det ikke var vores primære fokus i dette afsnit, og derfor blev snakken herom nok for overfladisk, samt at Twitter Files fortjener et særskilt afsnit på et tidspunkt.”

Den kommentar svarer jeg (Psst!s journalist, Jens Mogensen) på. Jeg skriver:

“Har I ikke bagatelliseret Twitter Files? Men I tænker et særskilt afsnit to år efter filerne kom ud?”

Svaret faldt prompte. Mirco Reimer-Elster blokerede. Bum!

Men nu var Mirco Reimer-Elster i gang, og så sad blokeringerne løst. Den ene efter den anden røg, og især brugeren ‘Hektor’ har grund til at stå tilbage med et ubesvaret spørgsmål eller to.

Brugeren ‘Karsten Krogh’, der skrev den oprindelige kommentar, svarede nemlig Mirco Reimer-Elster med følgende svar:

Kan du se ‘Hektors’ dartskive-emoji? På X-sprog betyder den, at han mener, at Karsten Kroghs kommentar er et pletskud.

Det var den sidste kommentar, som Hektor nogensinde kommer til at skrive til Mirco Reimer-Elster, for dartskive-emojien blev vekslet til en blokering.

Så nu venter vi spændt på, at USA-eksperten Mirco Reimer-Elster måske en dag, en skønne dag, får belyst Twitter Files, som han på ingen måde har bagatelliseret.

Selvfølgelig ikke. Twitter Files er bare … udeladt.

[email protected]k

Foto: Depositphotos.com

FØLG PSST! PÅ FACEBOOK OG X

TIL FORSIDEN

Har du lige set medierne, der ikke kan holde fortvivlelsen inde længere?

Indignerede, (selv)højtidelige og arrige slår de rekordsmå (gælder både målt på brugere og troværdighed, red.) og tiltagende uvæsentlige medier, engang så mægtige, nu tilbage mod to af de personer, der over længere tid har bidraget til at udstille dem: Elon Musk og Joe Rogan.

I USA har Gallup lavet målinger på tillid til medierne siden 1970’erne, og deres data viser et dramatisk fald i troværdighed. I midten af 1990’erne udtrykte over 50 procent af amerikanerne høj tillid til medierne. I de seneste år er dette tal faldet til omkring 30 procent.

Europæiske massemedier har ligeledes oplevet et mærkbart fald i troværdighed over de sidste 10 år, og hvis du går længere tilbage, fx 25 år, er der tale om et gedigent troværdigheds-crash.

Reuters og Eurobarometer er blandt de virksomheder, der undersøger mediernes troværdighed i Europa, og deres undersøgelser viser klart og tydeligt, at mediernes troværdighed fortsat kun vil kende en retning: Nedad.

Den nedre grænse er endnu ikke ramt. Spørgsmålet er om den eksisterer.

Læs også: I dag går det store splash to veje

Vi starter Down Under.

Kim Williams, formand for ABC (Australian Broadcasting Corporation), havde meninger om Joe Rogan under en tale ved National Press Club i Australien. Han beskrev Rogan som “dybt frastødende” og sagde, at han og lignende skabere “udnytter folks sårbarheder” ved at spille på frygt og usikkerhed. Williams anklagede Rogan for at normalisere konspirationsteorier og behandle offentligheden som en ressource for “ondsindede formål”.

Hold fast i noget, her kommer nogle highlights:

Om Rogans manipulation:
“Folk som Rogan udnytter menneskers sårbarheder: De spiller på frygt, angst og alle de elementer, der skaber usikkerhed i samfundet.”

Om konspirationsteorier:
“De gør fantasifulde og konspiratoriske idéer til en normal del af samfundsfortællingen – det finder jeg personligt dybt frastødende.”

Om Rogans magt:
“Tanken om, at nogen har så enorm indflydelse i USA, er noget, jeg ser på med både vantro og bekymring.”

Se Kim Williams’ mugne monolog (på X) lige her.

Læs også: 60 Minutes afsløret i svindel i Kamala Harris-interview

Medierne klappede af mediechefen

Videre til “The National Press Club” i USA, hvor nuværende CEO for mediekoncernen Axios, Jim VandeHei, blev hædret.

Jim VandeHei er tidligere administrerende redaktør og medstifter af Politico, og før det var han national politisk reporter på The Washington Post, hvor han arbejdede som korrespondent i Det Hvide Hus. Og i hans takketale havde han noget at sige om Elon Musk.

Fokus er Elon Musks udtalelser om, at sociale mediebrugere og “borgerjournalister” erstatter traditionelle medier.

“You are the media now,” har Musk sagt flere gange, og i flere forskellige sammenhænge.

VandeHei har en mening om det:

“Bullshit. You are NOT the media,” tordner han, mens pressens repræsentanter i The National Press Club klapper af mediechefen.

VandeHei understregede, at “at have en blå checkmark, et Twitter-handle og 300 smarte ord ikke gør dig til en journalist.” Han påpegede også, at journalistik kræver professionel ekspertise, og advarede mod at undervurdere mediernes rolle i demokratiet.

“Den frie presse er under angreb – og Amerikas fremtid hænger i en tråd,” sagde han.

Se Jim VandeHei være vred på Elon Musk og selve virkelighedens verden, hvor medierne jo synker i lige linje, lige her.

Der er en lille, underholdende bonus ved videoen, og det er, at der efter talen stilles om til MSNBC-studiet, hvor de også begynder at klappe. Tag lige det med.

Komik på øverste, øverste hylde.

Læs også: Klapjagten på Kennedy

Så utroligt trist

Der er desværre ingen dansk medie-spids, der har luftet riven på en sammenlignelig måde, men Psst! holder selvfølgelig øje med de pressede mediechefer, der så længe har leveret dårlige resultater målt både på brugere og troværdighed. Der sker snart noget.

Der kan også være tale om, at sorgperioden først lige skal helt overståes.

I Danmark siger medierne det samme som CNN, BBC, New York Times og det slæng. Derfor trøstede medierne også hinanden efter Trumps sejr, og det var der brug for. Fx Zetland var fuldstændigt slået ud.

“Vores arbejde med at lave avis bliver tungt, når verden er hård”, sagde Zetland og viste sin sårbarhed frem med følgende retoriske spørgsmål:

“Når selv journalister får lyst til at slukke for verden, hvad gør man så?”

Man kan simpelthen se den deprimerede journalist for sig. Slå ud med armene. Fugtige øjne. Trist, trist ansigt ned mundvige, der peger nedad. SÅ ked af det.

Og fagbladet “Journalisten” fandt det nødvendigt at lave en selvhjælps-artikel til journalister, der er meget kede af, at Trump vandt det demokratiske valg.

“Trist over Trump? Sådan tackler du det som journalist”, lød værkets overskrift.

Men gode nyheder: Medierne i Danmark har det bedre. De har næsten allesammen tørret deres øjser.

Fx den store splash-kampagne mod RFK Jr. for nyligt, hvor løgne, manipulation, fordummelse og udeladelser af helt centrale informationer stod i kø, viser, at der fortsat er spræl i de gamle hofter.

Og kunsten at danse i takt efter dirigentens anvisninger – det kan de altid. Essentielt i mediernes repertoire.

[email protected]k

Foto: Depositphotos.com

FØLG PSST! PÅ FACEBOOK OG X

TIL FORSIDEN

Måske Donald Trump mangler spænding efter nogle uger uden nye mordforsøg. I den nye næsten 3 timer lange samtale med Joe Rogan fortæller Donald Trump i hvert fald, at han vil åbne de hemmelige filer om John F. Kennedy. “JFK-files”, kaldes de.

‘”JFK-files” refererer til de mange tusinde regeringsdokumenter om præsident John F. Kennedy’s død og mord i 1963. Dokumenterne indeholder efterretninger og undersøgelsesrapporter fra forskellige agenturer, herunder FBI og CIA, og afdækker forskellige teorier, undersøgelser og mistanker om mordet. Selvom nogle filer er blevet offentliggjort, er mange fortsat klassificerede.

“Hvis jeg vinder, vil jeg åbne dem (JFK-files, red.) op. Næsten omgående. Jeg tror, at det vil være fint at åbne dem op nu, det er på tide. Det er i virkeligheden en renselsesproces (at få alle filer frigivet, red.),” siger Donald Trump til Joe Rogan.

Læs også: Åh åh! ‘Konspirationsteoretikeren’ Kennedy lover handling: Vi har de SYGESTE børn i verden!

Sagt det før

Men det har Donald Trump sagt før. Også som præsident i 2017 lovede han at åbne filerne. Joe Rogan vil vide, hvorfor Donald Trump ikke fik det gjort.

“Gode mennesker, velmenende mennesker, bad mig om at lade være. Det var mange gode mennesker, Mike Pompeo (amerikansk politiker, som fra marts 2018 til januar 2021 var USA’s udenrigsminister, udpeget af Donald Trump. Pompeo var også chef for CIA fra 2017 til 2018, red.) var en af dem, og han er god fyr. Det handlede om, at folk stadigvæk var i live…”

Her bryder Joe Rogan ind:

“Altså mennesker, der fortsat er i live, men som dengang arbejdede for regeringen/efterretningstjenesterne?”

Trump svarer:

“Ja, men også bare mennesker, som på en eller anden måde var involveret, og som stadig er i live. Og der kunne også godt være hensyn til national sikkerhed. Mange gode mennesker ønskede ikke, at jeg frigav filerne, og i sidste ende besluttede jeg at holde dem lukkede. Jeg åbnede nogle af dem – måske halvdelen af filerne, men nu åbner jeg resten op, så snart jeg er tilbage i det ovale kontor,” siger Donald Trump.

Læs også: Fokus: Kennedys lækkede samtale med Trump

Nationale sikkerhedshensyn

Alle præsidenter siden John F. Kennedy har undladt at frigive JFK-files på grund af “nationale sikkerhedshensyn”.

De tilbageholdte dokumenter indeholder angiveligt følsomme oplysninger om efterretningsoperationer og internationale relationer fra perioden omkring mordet på Kennedy.

Selvom en lov fra 1992 kræver, at alle JFK-dokumenter offentliggøres, tillader den også præsidenter at tilbageholde filer, hvis de vurderes at kunne skade den nationale sikkerhed. Frigivelsen af dokumenterne er derfor blevet udskudt i flere omgange, senest under både Trump og Biden, hvilket fortsat vækker offentlig interesse og spekulationer.

Som præsident har Donald Trump mulighed for at frigive JFK-files under lovgivningens bestemmelser. Selvom han lovede frigivelse i 2017, valgte han at tilbageholde mange dokumenter på grund af nationale sikkerhedshensyn, ligesom Biden-administrationen senere gjorde. Hvis han genvinder præsidentskabet, kan Trump potentielt ophæve restriktionerne og offentliggøre de resterende dokumenter.

Ifølge Gallup tror 65% af amerikanerne ikke på, at Lee Harvey Oswald handlede alene. Det kan du læse om her.

Hvis der nogensinde var dokumenter, der på forhånd forventes at kunne ændre den officielle historie om mordet på John F. Kennedy betydeligt, er det JFK-files.

Hvis du er en nysgerrig sjæl, glæder du dig nok (også) allerede. Og håber, at Trump denne gang holder ord.

Vi vil virkelig gerne vide, hvilke hemmeligheder de filer gemmer på.

[email protected]

Følg Psst! på Facebook og X

Foto: Depositphotos

TIL FORSIDEN