Her kan du få dit produkt/budskab ud
Skriv til [email protected] og lad os tage en snak
Godt nytår. Tak, fordi du læser med.
Vi starter lige med bomben:
Psst! har været hacket. Under kæmpe angreb. Intet har virket.
Kæmpe tillykke til hackerne, der har været dygtige. De havde placeret problemet lige præcis der, hvor man skriver og/eller redigerer i artiklerne, så virkelig flot arbejde. Sikkert og effektivt udført.
Nå, men vi virker igen. Det kostede sved, tårer og skillinger – præcis som planlagt.
Vi glæder os ikke til næste omgang. Gad vide, hvornår den kommer.
Ikke helt som DR’s version
Vi skal kigge på året, der gik.
Psst!s version af året, der gik, er jo ikke ligefrem sammenlignelig med fx DR’s version af året, der gik. Så måske interessant…?
Vi løber hurtigt igennem – måned for måned. Der vil løbende komme links til de artikler, der omtales, samt artikler, der supplerer.
I gang med at lave ulykker
Psst!s 2025 har været et år med afsløringer om Bovaer, EU’s magtspil, Ursula von der Leyen, Covid-19-vacciner og vejen frem mod det totalitære (overvågnings)samfund.
Efter en januar måned med flere interessante historier, der rettede kritisk fokus mod Bovaer, samt en opløftende historie om, at Robert F. Kennedy Jr. endelig blev udpeget som USA’s nye sundhedsminister, kom i februar et interview, der ændrede mange ting.
Hovedperson var Jørn Erri, Danmarks måske mest erfarne dyrlæge. Jørn Erri er en anerkendt og vidt citeret dyrlæge, der har arbejdet med køer i en menneskealder. Jørn Erri har været flittigt brugt som ekspert på koen i etablerede og specialiserede medier, og han havde noget at sige om Bovaer.
Som fx:
”Bovaer er fuldstændigt vanvittigt. Det er åbenlyst forkert at gå ind og rode ved koens system. Koen er speciel på den måde, at hun kun indirekte lever af det, som hun æder. Hun lever af de bakterier, som hendes vom kan producere til hende. Når man går ind og klipper de processer i stykker, er man i min optik i gang med at lave ulykker.”
Nærmest profetisk.
Og han siger andre kloge ting – som for eksempel det svar, han gav på følgende Psst-spørgsmål:
Alle myndigheder og medier fortæller jo med sikkerhed, at Bovaer ikke går i mælken. De fortæller os, at der har været forsøg siden 2022, og at intet går i mælken – det er fuldstændigt bevist, siger de. Så danske forbrugere skal vel stole på, at intet går i mælken. Eller hvad?
”Nej, de skal sgu ikke. Det gør det da. Det kan godt være, at det ikke er selve Bovaer, men det er så affaldsprodukterne. Det kommer da i mælken, selvfølgelig gør det det.”
Korrekt igen.
Læs også: Efter Psst!s dækning: Fødevarestyrelsen ændrer informationen om Bovaer
Ødelagt af Pfizers mRNA-produkt
Kort efter interviewet med Jørn Erri ændrede Fødevarestyrelsen på den information, der gives til danske forbrugere om Bovaer. Det skete efter Psst!s artikelserie om Bovaer. At Bovaer efterlader affaldsstoffet NOPA (3-Nitrooxypropionsyre) i mælken blev nu for første gang offentlig tilgængelig viden for danskerne, men de ubesvarede spørgsmål om Bovaer stod fortsat i kø.
Fra marts skal du have Martins og Inas historie med. Begge er i to dele.
De er to af de mange danskere, der er blevet skadet af covid-19-vaccinen – engang kendt som ”supervåbnet”.
Både Martin og Ina fik deres liv ødelagt af Pfizers mRNA-produkt.
Du finder Martins historie her:
Martins historie del 1: “Jeg har mistet over 90%”
Martins historie del 2: Danmark vendte os ryggen
Og Inas her:
Inas historie del 1: Inas historie: Om 10 minutter er jeg løsladt
Inas historie del 2: Måske mine efterladte en dag får en undskyldning
Årets hit-piece
I april skal vi først nævne en oplagt kandidat til ”årets hit-piece”. Årets største smædeskrift. Det bliver vi desværre nødt til at bruge plads på.
En artikel, der stærkt bidrager til floden af beviser på, at danske såkaldte frie og uafhængige medier følger et udleveret manuskript, når visse globale dagsordener skal pushes.
På toppen af mediernes hadekampagne mod Elon Musk (sjovt nok på det tidspunkt, hvor hærværk af Teslaer var på sit højeste) tog Berlingske prisen med Poul Høis (den tidligere Cavling-vinder) værk: ”Magien er brudt for Elon Musk: »Tænk at være milliardær, og alle mener stadig, at du er en taber«”.
I ’artiklen’ fremsætter Poul Høi tre gange påstanden om, at Elon Musk er påvirket af hårde stoffer.
Cavling-vinderens belæg for den påstand: Rolling Stone Magazines og The Wall Street Journals – begge magasiner, der er kendt som direkte talerør for demokraterne – anonyme kilder.
Og intet andet.
En ægte rystende omgang. 100 procent manus. Ren fiktion.
Læs også: Hvert medie for sig selv: “Vi ’missede’ Bidens mentale forfald”
Midlet, der peger på målet
I maj er historien ”Den Danske Dyrlægeforening undrer sig over den politiske proces bag Bovaer” en af månedens mest interessante historier.
Historien retter fokus på, at den politiske beslutning om at gøre brugen af Bovaer obligatorisk, mildt sagt er usædvanlig. Kort fortalt er det centrale og højst usædvanlige, at midlet kommer før målet i den politiske regulering.
Normalt laver man målbaseret regulering: Først sætter man et klimamål (f.eks. reducer metan med 30 %), og så vælger landmænd og fagfolk mellem forskellige midler for at nå det mål.
Med Bovaer har man vendt rækkefølgen om:
Det er ikke målet, der peger på midlet – det er midlet, der peger på målet.
Interessant, ikke?
Hvad kan grunden være til det, tror du?
Fra juni bør du læse historien: ”Invalideret Covid-19-vaccine skadet borger skal sendes i praktik”.
Den giver et godt indblik i det nye, langt mere ondskabsfulde, Danmark.
Læs også: Middelfart Kommune om flere brud på invalideret borgers rettigheder: Ingen kommentarer!
RFK Jr.’s vilde angreb på dansk vaccine-undersøgelse
Juli måned stod i høj grad i Ursula von der Leyens tegn. Hun overlevede (nemt) Pfizergate, og de danske politikere var fortørnede over, at Europas uvalgte dronning på den måde skulle udfordres.
Da Ursula havde passeret det lille bump, så vi næste skridt.
Nu skal corona-gælden betales (af os), og der skal også være penge til krig, klima og en myriade af fast forsvundne milliarder. Von der Leyen vil nu have 15.000 milliarder kroner til EU’s næste super-budget.
Og derfra kom Ursulas ’visioner’ om det nye Europa – Ursulas nye Europa – ellers dryppende lystigt. Den ene vision mere skræmmende end den næste.
I starten af august rettede USA’s sundhedsminister et voldsomt angreb mod stor dansk undersøgelse, der hævder at vise, at aluminiumholdige vacciner ikke er forbundet med neurologiske skader, herunder autisme og Aspergers syndrom. Og RFK Jr. sundhedsminister holdt sig ikke tilbage: “Videnskabeligt uredeligt. Manipulation. Bevidst vildledende. Klare interessekonflikter. Farligt bedrag. Et bedragerisk propagandastunt.”
Samtlige danske medier vidste ikke, hvad de skulle gøre. Så de gjorde ingenting. Lod som om, at historien ikke eksisterede.
Først da SSI’s Anders Hviid selv svarede på anklagerne, turde de danske medier røre ved historien – og naturligvis med den forventede vinkel: Robert F. Kennedy Jr. er en ”skør og farlig konspirationsteoretiker”.
Gaaab, mand.
Læs også: Psst!s maratonsamtale med Politiken: Emnet er manus
Afsløringen af Bovaer 365
September bød på en kæmpe afsløring, som danske medier fortsat ikke har nævnt med ét ord. Nok fordi, at de i så fald ville skulle kreditere Psst!
Den 10. september afslørede Psst!, at målet for Bovaer i Danmark er krystalklart: ALLE konventionelle bedrifter skal bruge Bovaer 365 dage om året.
En whistleblower gav Psst! adgang til Arlas lukkede platform, der hedder ”Arla Farmers”. Her dokumenterede Psst!, at Arla truer mælkebønderne: Brug Bovaer året rundt – ellers betaler I selv regningen.
Fødevarestyrelsen, Landbrug & Fødevarer, Ministeriet for Grøn Trepart, Dyrenes Beskyttelse, Den Danske Dyrlægeforening fik efterfølgende alle konkrete spørgsmål om Bovaer 365 samt muligheden for at udtale sig ganske uredigeret, men det var som forventet en skuffende omgang. Mildt sagt.
Til gengæld ville dyrlæge og ko-ekspert Jørn Erri gerne give sit besyv med. Det gjorde han den 1. oktober.
For eksempel spurgte Psst:
Jørn, nu står det klart, at målet for Bovaer i Danmark er 365 dage om året. Allerede fra 2027 skal 56% af alle konventionelle malkekøer være på Bovaer hele året, og når vi rammer 2030 hedder det 100 procent. Hvad tænker du om det?
Svaret:
”Det er helt vanvittigt. Fuldstændigt vanvittigt, jeg mangler faktisk ord. Med Bovaer går man ind og beskadiger nogle af de bakterier, der laver metan. Men alle bakterierne i hendes (koens, red.) vom, laver metan. Fordi det er slutproduktet. Når køerne er færdige med at lave de ting, de skal lave, er der noget tilbage. Og det er ammoniak, og det er metan, og det er varmen. Man aner ikke, hvad der sker, når vi så går ind og ødelægger de her processer. Vi har ingen anelse om, hvad konsekvenserne er. Men der ER konsekvenser, så meget kan jeg fortælle dig.”
Det har i sandhed vist sig, at Jørn Erri er mere ekspert – mere vidende – end alle de eksperter, som medierne har brugt, til sammen.
Læs også: Dyrlæge Jørn Erri om Bovaer 365 dage om året: En pistol for panden
”Nocebo-effekten”
I november fortalte de danske medier de vaccine-skadede danskere, at de i virkeligheden bare FØLTE, at de var blevet skadet. Altså: I er bare paranoide!
Psst! stillede en hel række spørgsmål til den person, der blev citeret for at sige, at de vaccine-skadede danskere faktisk var blevet ramt af ”nocebo-effekten”. Christina Bisgaard Jensen, ph.d.-studerende på Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet, ville dog ikke besvare ordentlige, gode og nysgerrige spørgsmål, og sådan er det.
Det var også i november, at vi kom godt og grundigt forbi den glødende korruption i både Ukraine og EU.
Korruptionen i Ukraine bekymrede på ingen måde Ursula von der Leyen, der ikke kunne vente med at sende 1000 nye milliarder kroner afsted til Ukraine og korruptionen i EU er vi jo vant til.
I december kunne vi fortælle, at Euronews, der meget gerne vil være ’Europas CNN’, og som i stor stil er finansieret af Europas skatteydere, lavede betalt, løgnagtig, manipulerende, misinformerende PR for Bovaer.
Og så lige endnu en bombe at slutte året af på: Danmark fortsætter med Bovaer: Fuld fart frem mod Bovaer 365.
Nemlig.
Hvis du formodede, at køer, der spiser og yder mindre, opfører sig sløvt, får hævelser, udviser forgiftningssymptomer, bliver syge, kollapser og dør får Danmark – foregangsland nummer 1 for grotesk grøn ekstremisme – til at droppe Bovaer, tog du fejl. Nu officielt. Fortsat ikke et emne, at Bovaer efterlader affaldsstoffer i fødevarerne.
Læs også: Analyse af Ursulas EU: En aldrig før set magtkoncentration
Vi ses i 2026
Alt i alt et år med masser af stærk journalistik, som du næsten har garanti på, ikke bliver dækket af andre danske medier. Virkelig et kvalitetsstempel, vi er meget stolte af.
Det glæder vi os til at fortsætte i 2026.
Godt nytår. Vi ses i 2026.
**
Vi har brug for dig! Hjælp Psst! fremad og modtag samtidig et godt og spændende produkt med eksklusivt indhold hver uge. Du finder alle detaljer om Psst!s nyhedsbrevlige her.
Du kan også støtte Psst! her:

Og til dig uden MitId: Du finder de detaljer, du har brug for, lige her.
Foto: Deposit
