EU-Kommissionsformand Ursula Von der Leyens aktive rolle i EU’s indkøb af Covid-19-vacciner, også kaldet pfizergate, kom frem efter New York Times i april 2021 fortalte, at Ursula Von der Leyen havde udvekslet tekstbeskeder og haft telefonsamtaler med Pfizers administrerende direktør, Albert Bourla.

Læs også: Artikelserie: Ursulas tavshed kap. 1 (del 1 af 2)

Læs også: Ursulas tavshed kap. 1 (del 2 af 2)

Ursula Von der Leyen fortalte selv New York Times om tekstbeskederne, og hun lod forstå, at de konkret omhandlede forhandlingerne om vaccine-indkøbet. Siden da har hun ikke haft travlt at uddybe.

Kommissionen – med Ursula Von der Leyen i spidsen – var i foråret 2021 ellers ivrige efter at fremhæve aftalen, som sikrede op til 1,8 milliarder doser af den vaccine, som det amerikanske medicinalfirma udviklede i fællesskab med det tyske BioNTech.

1,1 mia. doser

I april 2021 blev den tredje aftale, som Kommissionen underskrev med BioNTech/Pfizer, en realitet. Den nye aftale låste blokken til at købe 900 millioner doser Covid-19-vaccine på forhånd – nok til at vaccinere EU’s voksne befolkning 3-4 gange. Det bliver i gennemsnit til mange flere doser pr. individ, når man i regnestykket inkluderer de mange millioner mennesker, der af mange forskellige årsager ikke kunne, var godkendt til, eller ville vaccineres med Covid-19-vaccinen.

Herefter blev en option på yderligere 200 millioner doser udnyttet, hvilket bragte det samlede antal doser til 1,1 milliarder, til en værdi af mindst €21,5 milliarder (ca. 162 milliarder kroner) baseret på vaccinepriser rapporteret af Financial Times. Politico taler om €35 mia (ca. 260 mia. kr.) og New York Times er svævende omkring et konkret beløb. Usikkerheden synes at skyldes, at alt ved aftalen er ugennemsigtigt, uklart og lukket.

Ursula Von der Leyen stillede efter den store aftale op til interview med New York Times. Her fortalte hun selv, at hun havde haft en usædvanlig rolle i forløbet. I artiklen med titlen “How Europe Sealed a Pfizer Vaccine Deal With Texts and Calls”, citerer New York Times både Von der Leyen og Bourla, der begge fortæller, at de sendte tekstbeskeder og ringede til hinanden i forbindelse med forhandlingerne om indkøbsaftalen.

I New York Times-historien ‘How Europe Sealed a Pfizer Vaccine Deal With Texts and Calls’ bliver både Ursula Von der Leyen og Albert Bourla citeret for at have sendt tekstbeskeder til hinanden og haft telefonsamtaler i tiden før den store indkøbsaftale blev indgået. (Foto: Depositphotos)

Nul hensyn til pandemiske forhold

Kontrakten er en belastning for EU’s udøvende magt. Vaccinationsraterne er styrtdykket, men EU-landene er den dag i dag stadig bundet af kontrakten om at købe enorme antal doser, der koster milliarder af euro.

Aftalen forpligtede Europa til at købe 650 millioner doser i 2022 og yderligere 450 millioner i 2023. Tallet for 2024 er ukendt – efter alt at dømme ganske enkelt utilgængelig information. Vaccinernes holdbarhed er kort, og mange er blevet smidt ud: Den tyske public broadcaster BR24 satte i januar 2023 tallet til 36,6 millioner doser i Tyskland, mens Østrigs sundhedsminister har tidligere sagt, at 17,5 millioner doser var ubrugte i landet og “tilgængelige for vaccination.”

Det enorme spild og udgifterne på de mange milliarder euro rejser selvfølgelig spørgsmålet om, hvorfor Kommissionen forpligtede sig til så enorme mængder Covid-19-vaccine helt uden hensyn til pandemiske forhold. Men de spørgsmål ønsker hverken Ursula Von der Leyen eller EU-Kommissionen at besvare.

En mur af tavshed

Alle journalister, politikere og vagthunde, der har forsøgt at kaste lys over den usædvanlige måde, kontrakten blev forhandlet på, har anstrengt sig forgæves.

Alexander Fanta, en Bruxelles-reporter hos Netzpolitik, indsendte en anmodning om “adgang til dokumenter” efter at have læst New York Times-historien. Kommissionen sagde, at den ikke kunne finde teksterne og blev efterfølgende skarpt kritiseret af Den Europæiske Ombudsmand.

EU’s budget-vagthund, Den Europæiske Revisionsret, stødte også på en mur af tavshed. I en rapport om EU’s vaccineindkøb, der blev offentliggjort i september 2023, sagde agenturets revisorer, at i modsætning til andre kontraktforhandlinger nægtede Kommissionen at give optegnelser om drøftelserne med Pfizer, enten i form af referater, navne på eksperter, der blev konsulteret, aftalte vilkår eller andre beviser.

Dernæst var det Europa-Parlamentets tur. Udvalget om COVID-19, ledet af den belgiske socialist Kathleen Van Brempt, klarede sig ikke bedre end revisorerne. To gange nægtede Pfizers administrerende direktør at møde op foran MEP’erne. Og højtstående personer i parlamentet blokerede et offentligt krydsforhør af Kommissionens formand.

Selv New York Times, hvor Von der Leyen først med stolthed berettede om sin succes, sagsøger nu Kommissionen for at få tekstbeskederne frigivet.

Læs også: MEP buh’et og gjort tavs efter korruptions-beskyldninger

Mangel på gennemsigtighed

I dag siger EU-Kommissionen fortsat, at den hverken kan eller behøver at finde tekstbeskeder, som Ursula von der Leyen udvekslede med topchefen for Pfizer.

Imens er der retssager her, der og alle vegne. Pfizer sagsøger (indtil videre) Polen, Rumænien og Ungarn for ikke at leve op til vaccine-indkøbsaftalen, som ingen reelt synes at kende til bunds. Bortset fra Ursula Von der Leyen og Albert Bourla måske.

Pfizer mener, at fx Polen skal have accepteret at modtage 60 millioner doser Covid-19-vaccine til deres befolkning på ca. 37 millioner mennesker, hvoraf mange allerede havde modtaget et eller flere skud Covid-19-vaccine. New York Times sagsøger Pfizer med henblik på at se de hemmelige tekstbeskeder. Og mere er undervejs.

Den Europæiske Ombudsmand, Emily O’Reilly, har fastslået, at tekstbeskeder vedrørende EU’s politikker og beslutninger bør behandles som dokumenter, der er underlagt EU’s gennemsigtighedsregler.

Topanklagere fra den europæiske anklagemyndighed (EPPO) efterforsker lige nu Ursula Von der Leyens rolle i den store vaccine-indkøbsaftale. Hun står anklaget for ‘indblanding i offentlige funktioner, at slette sms’er, korruption og interessekonflikt’.

EU’s indkøbsaftale af Covid-19-vacciner har kun været konstant i forhold til et enkelt gennemgående træk: En total mangel på gennemsigtighed.

Og her vi står vi så. Med kun få måneder tilbage før Ursula Von der Leyen muligvis – sandsynligvis – sætter sig til rette til yderligere fem år på posten.

[email protected]

Illustration: Mads Ortmann

3. kapitel af Ursulas tavshed hedder ‘Kuppet mod Danmark’, og handler om hvordan Danmark i 2022 var ‘forpligtet’ til at købe mindst 26,5 millioner doser vaccine til en estimeret pris på 3,2 – 3,5 mia. kr. Vi brugte måske – måske – en enkelt million doser, så altså 25,5 mio doser, som DK aldrig nogensinde havde brug for. Og altså langt over 3 mia. kr. direkte til Pfizer – og de, som ellers profiterede.

“Det blev vi nødt til,” siger myndighederne.

DU KAN LÆSE 3. KAPITEL LIGE HER

Når du læser den, bør du måske huske på, at de danske medier har været helt enige om, at kuppet mod Danmark – der også er fortsat siden 2022 – ikke er/har været en historie.

TIL FORSIDEN

Kilder til kap. 2 ‘Baggrunden’:

https://www.nytimes.com/2021/04/28/world/europe/european-union-pfizer-von-der-leyen-coronavirus-vaccine.html

https://www.politico.eu/article/covid19-european-commission-ursula-von-der-leyen-pfizer-the-eu-and-disappearing-ink

https://www.politico.eu/article/ursula-von-der-leyen-pfizer-eu-prosecutors-office-opens-investigation-into-covid-vaccine-purchases

https://www.bnnbloomberg.ca/eu-s-von-der-leyen-told-to-look-again-for-pfizer-vaccine-texts-1.1714732

https://www.europarl.europa.eu/doceo/document/E-9-2023-001254_EN.html

https://actions.eko.org/a/purchasing-pfizer-vaccines-what-is-the-eu-hiding

https://www.ft.com/content/fbcd28ad-f39a-4eae-8ffd-1baf940f41f1

https://www.theguardian.com/world/2022/jun/29/european-commission-defiant-over-von-der-leyens-pfizer-texts

Det tyske medlem af EU-parlamentet, Christine Anderson, blev buh’et, da hun kaldte Ursula Von der Leyen for korrupt. Da Anderson efterfølgende sagde, at et EU-parlament, der dækker over korruptionen i forbindelse med EUs store vaccine-indkøbsaftale, er at betragte som lige så korrupt som Ursula Von der Leyen selv, blev buh-råbene højere, krydret med store udbrud af forargelse fra øvrige EU-parlamenter, der altså tager meget på vej over at høre at Ursula Von der Leyen og EU-parlamentet skulle være korrupte.

Man hører parlamentets formand, der tydeligvis bestemmer hvem som har en tændt eller slukket mikrofon, sige:

”That’s it. No more.”

Derefter blev der slukket for Andersons mikrofon.

Du kan se videoen lige her:

Aftalen, som Christine Anderson refererer til, kom i stand via hemmelige tekstbeskeder og telefonsamtaler imellem EU Kommissionsformand Ursula Von der Leyen og Pfizers øverste chef, Albert Bourla, og har en værdi af hundreder af milliarder kroner. Aftalen har kostet alle EU-lande meget dyrt, milliarder og atter milliarder Euro for vacciner, som ingen havde brug for. En mistænkelig, fordækt, tåget, skjult aftale. Blandt andet derfor er der mange verserende retssager – alle sammen med indkøbsaftalen og Ursulas Von der Leyens rolle i den aftale som sagernes helt centrale element.

Læs også: Velkommen til Psst!

Christine Anderson kommenterede efterfølgende selv episoden på X (tidligere Twitter) – det tweet kan du se her

Her skriver hun:

“Da jeg siger de tre ord ‘Pfizer, korruption og Von der Leyen, slukker parlamentets formand øjeblikkeligt min mikrofon. Herefter følger en 7-sekunders afstemning, hvor alle andre partier afviser mit forslag. (Jeg har bevidst efterladt den skandaløse proces uredigeret i videoen). Umiddelbart derefter udsatte parlamentet til pause. Teknokratisk centralisme i et pseudo-parlament møder cementerede blokpartier, der ikke engang er interesserede i at afklare de mest alvorlige korruptionsanklager mod deres egen kommissionsformand Ursula von der Leyen (den offentlige anklagemyndighed er allerede i gang med at efterforske),” skriver Christine Anderson.

Psst! har startet en artikelserie om Ursula Von der Leyens rolle i den store vaccine-indkøbsaftale – vi kalder serien for ’Ursulas tavshed’, og du kan læse første del af kap. 1 lige her: Artikelserie: Ursulas tavshed kap. 1 (del 1 af 2)

[email protected]

Foto: Depositphotos

TIL FORSIDEN

Du finder første del af anslaget lige her:

Artikelserie: Ursulas tavshed kap. 1 (del 1 af 2)

Anden og sidste del af kapitel 1 kommer her:

New York Times vs Pfizer

Over hele EU har vi set et mønster med lande, der har indkøbt op mod 10 doser Covid-19-vaccine pr. borger, der kunne modtage vaccinen, pr. år. Samtidig rapporterer fx Politico om, at Von der Leyen faktisk opnåede det modsatte af mængderabat – nemlig mængdefordyrelse på op mod 25% pr. dose. Hvornår har man nogensinde hørt om det før?

New York Times har sagsøgt Europa-Kommissionen på grund af manglende frigivelse af tekstbeskeder mellem præsident Ursula Von der Leyen og Pfizer under forhandlingerne om Covid-19-vacciner. I en rekonstruktion af EU’s køb af Covid-19-vacciner faldt New York Times over personlig kommunikation fra Von der Leyen, som forhandlede aftalen via tekstbeskeder med Pfizers administrerende direktør Albert Bourla.

New York Times hævder, at Kommissionen har en juridisk forpligtelse til at frigive beskederne, som kan indeholde oplysninger om EU’s aftaler om køb af Covid-19-doser for milliarder af euro. Kommissionen siger, at tekstbeskederne ikke falder ind under dens gennemsigtighedspligt og tilføjer, at beskederne slet ikke kan hentes. De er ’væk’.

Tidligere har Den Europæiske Ombudsmand og Den Europæiske Revisionsret også fordømt både tavshed og hemmeligholdelse, som Kommissionen fortsat opretholder. Også Europa-Parlamentet insisterer på at få frigivet beskederne.

Men Ursula Von der Leyen siger nej. Og sådan er det. For nu.

Læs også: Velkommen til Psst!

Polen, Ungarn og Rumænien vs Pfizer

Pfizer har også med sin partner BioNTech indledt retssager mod både Polen, Ungarn og Rumænien. Netop på grund af Covid-19-vaccineleverancerne. Alle tre lande bliver sagsøgt af medicinalfirmaet Pfizer på grund af landenes afvisning af at modtage og betale for de ’aftalte’ mængder af Covid-19-vacciner.

“Det er indlysende, at disse vacciner blev bestilt og påtvunget medlemsstaterne i unødvendigt store mængder,” skrev Zoltan Kovacs, regeringens talsmand (Ungarn), på X (tidligere Twitter, red.) i december 2023.

Pfizer meddelte i november 2023, at de sagsøgte Polen for ikke at acceptere at modtage og betale for 60 millioner doser Covid-19-vaccine, som landet skulle have modtaget sidste år. Omkostningerne anslås til 1,2 milliarder euro. Polens befolkningstal er omkring 37 millioner mennesker. Endnu et af de regnestykker, der aldrig kommer i nærheden af at gå op.

Historien er groft sagt den samme med Ungarn – bare i mindre skala. Og nu er turen også kommet til Rumænien. Hvem følger?

Ursula Von der Leyen sørgede for, at alle EU-lande havde floder af Covid-19-vacciner til overs. Foto: Depositphotos.

Og hvem ellers?

Dine penge, mine penge, vores penge gik til Pfizer. Danmark købte et produkt i mængder, som alle vidste, at vi aldrig ville kunne bruge bare det kvarte af. Heller ikke en sjettedel. Og heller ikke en tiendedel. Vi brugte måske 1 million doser ud af mindst 26,5 mio. indkøbte doser i 2022. Det er de danske medier som bekendt enige om ikke er en historie.

Borgerne betaler – mens vi strammer vores egen velfærd ned til det umenneskelige. Vi sparer dyner, sokker og måltider væk på danske hospitaler og plejefaciliteter, hele tiden nye eksempler på hvordan der i Danmark skæres ind til den blotlagte knogle, mens vi alene i 2022 forærer mere end 3 mia. kr. væk til Pfizer. Og hvem ellers? Dét spørgsmål vil vi gerne have et klart svar på:

Hvem ellers har profiteret på den aftale, der er blevet til via hemmelige tekstbeskeder og opkald mellem Ursula Von der Leyen og Albert Bourla, Pfizers øverste? Hvordan har de profiteret? Hvor meget har de profiteret? Hvorfor har lige de profiteret?

Det vil vi søge svar på. Efter bedste evne. Den etablerede presse vil som bekendt ikke, og vi vil spørge pressen hvorfor.

Der er nok at tage fat på. Mange historier venter forude.

LÆS KAPITEL 2 ‘BAGGRUNDEN’ LIGE HER

Illustration: Mads Ortmann

[email protected]

Tilbage til forsiden

Det store spørgsmål: Hvorfor vælge konkret at sætte fokus på EU-Kommissionsformand, Ursula Von der Leyen, der nu undersøges af den europæiske anklagemyndighed (EPPO) for blandt andet korruption og interessekonflikt?

Fordi der er en gigantisk – og massivt underfortalt – historie gemt i hvordan Ursula von der Leyen via hemmelige tekstbeskeder og telefonsamtaler med Albert Bourla, Pfizers øverste, i 2021 forhandlede køb af 1,8 mia doser Covid-19-vaccine til EU.

Aftalen har en værdi af hundreder af milliarder kroner. Beløbet er efter alt at dømme mindst €21,5 mia – ca. 162 mia. kr.. Det tal kommer fra Financial Times. Det store internationale politiske medie Politico melder om €35 milliarder – ca. 260 mia. kr.. New York Times taler om endnu større beløb. Derfor vil vi i artikelserien referere til tallet som ’hundreder af milliarder kroner’.

Vi tager det fra en ende af. Den næste håndfuld kapitler er mere eller mindre færdige, og der er flere på vej.

En tåget omgang

Psst! vil som det første danske medie fortælle historien om EU’s indkøbsaftale i en sammenhæng: Ursula Von der Leyens rolle, de mange verserende retssager med EU-indkøbsaftalen som slagplads og hvordan Danmark konkret blev tvunget til at betale mange milliarder kroner for vacciner, som alle vidste, at vi aldrig havde – og ville få – brug for.

Vi kommer til at dokumentere sagens konkrete oplysninger med kilder som blandt andre Politico, New York Times, Financial Times, The Telegraph, Reuters m. fl. Og de mange spørgsmål, som vi stiller igennem serien, er spørgsmål, som vi vil forsøge at blive klogere på.

Vi vil dokumentere, at EU’s indkøbsaftale med Pfizer er en ugennemsigtig, tåget og stærkt mistænkelig aftale, der rejser et utal af konkrete spørgsmål. Vi vil i artikelserien gerne stille de spørgsmål klart og tydeligt og i en sammenhæng. Vi vil gerne tale med kloge mennesker, der har ekspertise på forskellige relevante områder. Vi håber, at de også gerne vil tale med os.

Og i modsætning til samtlige andre danske medier tør vi op- og belyse i stedet for at tie.

Ursula Von der Leyen undersøges af den europæiske anklagemyndighed (EPPO) for blandt andet korruption og interessekonflikt (Foto: Depositphotos)

Spørgsmålene

Hvad var indholdet i de tekstbeskeder, der blev udvekslet mellem Ursula von der Leyen og Albert Bourla?

Hvorfor må vi ikke se beskederne?

Hvorfor sikrede EU sig 1,8 mia. doser vaccine?

Hvorfor er der samme mønster over hele EU, hvor hvert land modtog op til 10 doser pr. borger, der rent faktisk kunne modtage Covid-19-vaccinen, bare i løbet af et år?

Og hvorfor er det overhovedet relevant for dig? Det er blandt andet relevant fordi Ursula Von der Leyens aftale har kostet dig og dine medborgere, og stadig koster dig og dine medborgere, dyrt. Meget dyrt. Danmark skærer ind til benet på hospitaler og plejefaciliteter, mens vi alene i 2022 forærer absolut mindst 3,3 mia. kr. væk til Pfizer. Vi brugte – og bruger – kun en brøkdel af de Covid-19-vacciner, som vi bliver tvunget til at købe, og regningen for det ufattelige spild er milliarder og atter milliarder af kroner. Skatteydernes penge.

Læs også: Velkommen til Psst!

Hvor kom tallet 26,5 mio. fra?

Danmark i 2022 er et godt eksempel på det abnorme overindkøb, der er mønsteret over hele EU. Vi købte mindst 26,5 mio doser Covid-19-vaccine til langt over 3 milliarder kroner – kun til 2022. Det er svært at forestille sig, at Danmark brugte bare en enkelt million af de doser, men lad os for eksemplets skyld alligevel gå ud fra det. Det giver mindst 25,5 millioner doser i overskud og mere end 3 milliarder kroner spildt.

Hvor kom tallet 26,5 millioner doser fra? Konkret.

Hvordan kunne Finansudvalget i april ’22 godkende det indkøb?

Hvordan kunne alle partierne stemme for?

Hvor står det?

Hvad har spildte vacciner i alt kostet Danmark fra start til nu? Vi ved, at det er mange milliarder kroner – hvor mange milliarder taler vi om? Et klart svar ville give et bredere perspektiv i forhold til næste gang vi erfarer at det danske sundhedsvæsen sparer dyner og måltider til patienterne, borgerne, væk.

Vi vil i sidste ende gerne vide: Kom tallet 26,5 millioner doser som en ordre – som et resultat af Ursula Von der Leyens hemmelige tekstbeskeds-aftale med Albert Bourla? Hvis ja: Hvordan? I hvilken form? Hvor står der præcist i den her indkøbsaftale, som der ofte refereres til, at Danmark skal købe (mindst) 26,5 mio. doser Covid-19-vaccine alene i 2022? Hvor kom tallet 26,5 mio doser (mindst) konkret fra? Hvor kan vi SE det eller de tal sort på hvidt?

Hvad med pengene? Klarheden – beløbene, der er afregnet og bogført krone for krone?

Hvor meget er der i alt blevet købt Covid-19-vacciner for i EU? Fra start til nu.

Er der styr på indkøbsaftalens finanser? Alt omkring vaccine-indkøbsaftalen er skjult, tåget, ugennemsigtigt. Hvor er regnskabet for EU’s indkøbsaftale til hundreder af mia. kr.? Er en aftale af den her enorme størrelse sikret grundigt og holdt minutiøst regnskab med, så alle mistanker om fx korruption ’sikkert og effektivt’ kan slås ned? Hvor ser vi det henne?

Vi vil belyse de igangværende retssager. Der er retssager, der alle omhandler tekstbeskederne og indkøbsaftalen generelt, over det hele – blandt andre New York Times, Polen, Rumænien og Ungarn har sager kørende mod Pfizer. 

Når vi at få svar før Ursula von der Leyen sætter sig til rette til yderligere fem år på posten? Hvis hun gør. Den tidligere tyske minister har allerede annonceret, at hun stiller op som kommissionsformand for den næste kommission, der skal træde til efter Europa-Parlamentsvalget d. 9. juni 2024.

Det startede som pral – hun var frelseren, der gav sejrsinterview til New York Times. Nu er hun tavs. Illustration: Mads Ortmann for Psst!

De tavse danske medier

De danske medier er 100% enige om, at EU’s største medicinal-aftale i historien, et kafkask overindkøb, der blev indgået under dybt mistænkelige og besynderlige forhold, og som har afledt retssager til højre og venstre, og som også har kostet Danmark voldsomt dyrt, ikke er en historie. Først i april 2024 kom de første små pip fra dele den danske presse, der ikke længere kunne ignorere, at topanklagere fra den europæiske anklagemyndighed (EPPO) lige nu efterforsker Ursula Von der Leyens rolle i den store vaccine-indkøbsaftale. Hun står anklaget for ‘indblanding i offentlige funktioner, at slette sms’er, korruption og interessekonflikt’. De fleste danske medier bragte pligtskyldigt et Ritzau-telegram, og det var så det.

Bortset fra de her helt nye historier, som ikke længere kunne ignoreres, har de danske medier hele vejen igennem været tavse. Mange af de danske medier har fortsat ikke spenderet ét bogstav på sagen. Hvordan kan det være? Er det måske fordi, at den mest uangribelige af alle helligdomme, Covid-19-vaccinen, indtager en så central plads i historien? Det supervåben af en vaccine vil medierne jo meget nødigt på nogen som helst måde være kritiske overfor, så er det måske forklaringen? Er Covid-19-vaccinen blevet brugt som den skinnende genstand, der skulle fjerne fokus fra et milliard-kup mod EU-borgerne?

De enige danske medier

De etablerede danske medier har altså frem til april 2024 været helt enige om ikke på nogen måde at dække Ursula Von der Leyens hemmelige tekstbeskeds-aftale. De har ellers kilder til rådighed som fx New York Times, Politico, Telegraph og endda Reuters – internationale medier, som de danske medier typisk har en stor forkærlighed for (og åbenlys tiltro til).

Men den forkærlighed gælder så ikke, når det handler om Ursula Von der Leyens hemmelige tekstbeskeds-aftale. Vi vil i løbet af artikelserien søge at blive klogere på hvorfor de danske medier i samlet flok konkluderer, at EU’s indkøb af 1,8 milliarder doser Covid-19-vaccine og Ursula Von der Leyens rolle i den aftale, ikke er et bogstav eller indslag værd.

At Danmark i 2022 købte mindst 26,5 millioner doser Covid-19-vaccine, hvoraf vi måske (højt sat) brugte en enkelt million doser og dermed måtte skaffe os af med +25 millioner doser vaccine til mange milliarder kroner, har heller aldrig vækket pressens nysgerrighed. Måske pressen en dag vil svare på hvordan hele sagen konkret ikke er en historie.

LÆS SIDSTE DEL AF KAPITEL 1 LIGE HER

Illustration: Mads Ortmann

[email protected]

Til forsiden

Psst! Har du husket at dele historien?

På Psst! hilser vi debatten, meningerne og ikke mindst udvekslinger af meninger velkommen. Har du indsparket, hører vi meget gerne fra dig, men der er nogle krav:

1: Ingen anonymitet. Navn på.

2: Tal ordentligt.

That’s it.

Skriv til [email protected] og vi vender tilbage til dig, hvis vi enten ønsker at høre mere eller er klar til at smide dig ind i debatten.

TIL FORSIDEN

Vi skal tale om hvad Twitter Files er og hvad Twitter Files fortæller og dokumenterer. Om at der – trods store anstrengelser – ikke er fundet et eneste hul i osten i det journalistiske arbejde, som de uafhængige journalister bag Twitter Files, har lavet. På foranledning af Twitters dengang nye ejer, Elon Musk.

Twitter Files er kort fortalt en række udgivelser af interne Twitter-dokumenter offentliggjort fra december 2022 til forår 2023 på Twitter. Daværende administrerende direktør Elon Musk gav dokumenterne til journalisterne Matt Taibbi, Bari Weiss, Lee Fang og forfatterne Michael Shellenberger, David Zweig og Alex Berenson kort efter at Musk erhvervede Twitter den 27. oktober 2022.

Læs Twitter Files samlet i arkiv lige her

Twitter Files fortæller først og fremmest om aggressiv, systematiseret censur. Beordret af magten i form af Det Hvide Hus, CIA, FBI, CDC (det amerikanske center for infektionsforebyggelse og folkesundhed), FDA (USA’s føderale fødevare- og lægemiddelmyndighed) med flere. Twitter Files fortæller hvordan højtuddannede, højt respekterede, sundhedsfaglige kapaciteter blev censureret eller ’skruet ned for’ i forbindelse med Covid-19. De fulgte ikke den store ’fortælling’, så der blev slukket for dem – og flere af dem blev i øvrigt udskammet og bragt i miskredit undervejs. Vi taler her om mainstream-forskning, der i nogle tilfælde benyttede myndighedernes egne tal, men fordi resultaterne ikke flugtede med fortællingen, var resultatet forventeligt: Blacklist. Censur. Skruet ned for.

Læs også: Artikelserie: Ursulas tavshed kap. 1 (del 1 af 2)

Læs også: Velkommen til Psst!

Magtens forlængede arm

Twitter Files beskæftiger sig også indgående med Hunter Bidens, den amerikanske præsidents søn, laptop og hvordan New York Post konkret blev lukket ned for på alle sociale medier, da avisen brød historien. Røg i skammekrogen i flere uger. Historien, der siden har vist sig at være sand og veldokumenteret, blev affejet som ‘russisk misinformation’ og en ‘ubegrundet, udokumenteret konspirationsteori’. Udsat for censur. Og ægte misinformation.

Twitter Files er et helt unikt indblik i hvordan et af verdens største sociale medier reelt var fortabt. En forlænget arm for magten i form af præsidenten, efterretningstjenesterne og diverse myndigheder. Alle ’modstandere’ blev kvast af nådesløs, systematiseret censur. Den samme systematiserede censur, der i dag er virkelighed på blandt andre Facebook, Instagram, Youtube med flere.

Siden Musk kom til har meget heldigvis ændret sig. Det skal vi også kigge nærmere på.

Kapitel 2 af Twitter Files på dansk rammer på torsdag (25/4-2024)

[email protected]

Til forsiden

Psst! er nyheder, politik, samfund, opinion, debat. Og hvad vi ellers føler for.

Vi er 100% uafhængige. Ingen fortæller os hvad vi må og ikke må. Allerede der er vi en forbedring af det eksisterende udbud.

Vi er også gratis. Men vi får brug for opbakning. Vi vil på sigt være glade for bare at løbe rundt. Vi har indtil videre investeret tid og egne penge – fordi vi synes, projektet er så vigtigt.

Vi er – som du ser – endnu under opbygning. Vi ville ikke vente længere, så forbedringer og udbygninger kommer til at ske undervejs. Vi arbejder målrettet på inden længe også at udkomme på lyd og levende billeder.

Vi vil dokumentere. Vi vil stille spørgsmål. Vi vil belyse. Vi vil søge belæg.

Vi vil gerne tale med alle. Fra almindelige mennesker til ministre. Vi vil være nysgerrige og konkrete. Vi får se, hvem der vil tale med os.

De skylder svar

Vi vil stille spørgsmål til de danske medier, for de danske medier er en kæmpe historie. Medierne skylder borgerne mange svar. Hvorfor undlader de bevidst at dække emner, som ikke passer ind i den etablerede diskurs? Hvorfor skjuler de vigtige informationer? Hvorfor er de magtens og elitens talerør?

Hvor blev vagthunden af?

Lad os tage pressens dækning af Covid-19 – og alt omkring Covid-19 – som eksempel. I cirka 4 år har de danske medier været i komplet symbiose med myndighederne om praktisk talt alt, der har med Covid-19 at gøre. De kritiske spørgsmål (herunder også hele det kritiske spotlight) var og er i kafkask undertal i den samlede dækning. Og ok, lad os lade som om, at det kunne forsvares – et stykke af vejen. Men tiden, hvor de kritiske spørgsmål blev nødvendige at stille, kom. De spørgsmål blev aldrig stillet og bliver fortsat ikke stillet.

Læs også: Artikelserie: Ursulas tavshed kap. 1 (del 1 af 2)

Ikke et ord

Der er ellers nok at tage fat på.

Som fx Covid-19-vaccinen, som vi næsten alle har modtaget, der har fået påvist udeklareret, problematisk stads i sig af et utal af eksperter og selv myndigheder, herunder blandt andre EMA (Det Europæiske Lægemiddelagentur) og Lægemiddelstyrelsen, har bekræftet det. Ikke et ord.

At vi i forhold til Covid-19-vaccinen reelt har modtaget et andet produkt – og efter alt at dømme et meget dårligere produkt – end det, der blev godkendt via de kliniske forsøg (process 1 vs process 2). Ikke et ord.

Flodbølgen af personlige vidnesbyrd mod Covid-19-vaccinen om hvor farlig den er. Tusindvis og atter tusindvis af stemmer. Millioner af stemmer? Ikke et ord.

Aggressiv censur i forbindelse med Covid-19. Dokumenteret ned til detaljen. Ikke et ord.

Konstante beretninger, ud fra officielle tal, om overdødelighed i den vaccinerede del af verden. Ikke et ord.

De fortsatte anbefalinger i Danmark af gravide og 65+-segmentet. Ikke et ord.

Evalueringen af, spotlightet på, udrulningen af Covid-19-vaccinen til børn og unge i Danmark herunder også pressens egen rolle i den sag. Reklamerne med den 7-årige fortæller i børnevideoerne på YouTube og direkte i børnenes iPad-spil. FÅ ord – fra enkelte. Samlet set: Underfortalt i skandaløs grad.

”Tal med egen læge”

De vaccineskadede danskere, der bliver brutalt afvist ved døren af alle danske myndigheder. Ingen ønsker at kendes ved dem – myndighederne kaster de invaliderede borgere frem og tilbage. Og til sidst får de – igen og igen og igen – konklusionen, at de skal ”tale med egen læge”. Det er de danskere, der viste ’samfundssind’, der bliver behandlet sådan. En fuckfinger.

Som da Sundhedsstyrelsen (SST) fx inviterede de vaccineskadede danskere til et møde, som SST så selv aflyste, fordi de vaccineskadede danskere i mellemtiden havde ladt fagkundskabs-kanonen i form af Christine Stabell-Benn, vaccineforsker og professor på Syddansk Universitet. Christine Stabell-Benn undrede og ærgrede sig efterfølgende højlydt over Sundhedsstyrelsens aflysning af eget møde. Men som vi ved:

Ikke et pip kommer der fra medierne.

I forhold til de vaccineskadede danskere skal dog nævnes at Radio 24syv har dækket den historie på professionel og kyndig vis.

Vi vil belyse det hele.

Læs også: Twitter Files på dansk – kapitel 1: Teaser

Et ægte mirakel

Tilbage står, at medierne har ændret sig. De holdt sig ikke tilbage, da der skulle fyres op under frygten. De skrev om corona-befængte julegaver, der skulle opbevares i en kasse i tre dage før de måtte åbnes, og om telefoner, der i fremtiden kunne fortælle dig om du havde corona. De skrev meget gerne om fare og død i forbindelse med Covid-19. De kunne ikke få nok.  

Og ind kommer helten: Covid-19-vaccinen.

Covid-19-vaccinen var frelserens ankomst – også (især) i pressen. Den var ”supervåbnet”. Den var ”miraklet”. Den var ”vores tids svar på månelandingen”. Ekstra Bladet skrev på sin lederplads, hvorfra der i tidens løb er skrevet så mange kloge ord, at danskerne skulle ’tage stikket eller blive hjemme’. ’Eksperterne’ i tv var altid utroligt enige om vaccinens fortræffeligheder. I hvert fald mens den røde lampe lyste.

Der er utallige eksempler på mediernes symbiose med myndigheder og den officielle – ofte forvrøvlede og uvidenskabelige – fortælling. Og det gælder både i forhold, til hvad medierne aktivt har dækket, men nok i endnu højere grad også hvad medierne altid er helt enige om at udelade.

Men nu får medierne spørgsmålene. Åbne, velresearchede, ordentlige, konkrete spørgsmål. Vi vil vide hvordan og hvorfor. Og de får spørgsmålene fra et forhåbentligt stærkt medie med volumen og slagkraft. Så læs historierne. Del dem. Få budskabet ud om at der her er noget nyt. Bak os op. Hvis Psst! har mange læsere/følgere, bliver vi svære bare lige sådan at vifte af.

Vi kommer med nye historier dagligt – så vidt muligt i hvert fald. Så du kan godt vænne dig til at kigge forbi hver dag. Det håber vi du vil.

[email protected]

TIL FORSIDEN