Artikelserie: Michels historie – kapitel 3.

23-årige Michel Erik Fidelis Corbalan døde den 28. januar 2022 efter 10 dages indlæggelse på Aalborg Universitetshospital. Han døde sandsynligvis som følge af en betændelsestilstand i hjernen (autoimmun encephalit), og både obduktionsrapporten og den supplerende obduktionsrapport nævner kun én konkret mistænkt: Pfizers Covid-19-vaccine. Betændelsestilstanden (autoimmun encephalit) er beskrevet som en dokumenteret bivirkning i videnskabelige undersøgelser/videnskabelig litteratur og er nævnt som bivirkning i Pfizers egen sikkerhedsrapport.

Som vi nu ved, var obduktionsrapporterne, Pfizers egen litteratur, andre videnskabelige rapporter samt henvisninger til indberetninger af lignende tilfælde ikke nok for hverken Patienterstatningen eller Ankenævnet for Patienterstatningen, der har afvist alle klager.

”Jeg er grundlæggende ikke overrasket, men alligevel. At se det, at opleve det, så tæt på, er en meget voldsom oplevelse. Men at myndighederne ikke åbner op for, at den her vaccine kan skade dig, at du kan dø af den, overrasker mig ikke. Hvis de begynder at anerkende, at vaccinen kan slå ihjel, åbner de sluserne for meget store konsekvenser, og der vil de for alt i verden ikke hen. Det er, hvad jeg oplever,” siger Mike Marcelo Skovbjerg Corbalan, Michels storebror, til Psst!.

LÆS OGSÅ I SERIEN:

Michel fik 3. stik fordi han ville repræsentere Danmark til OL – døde 5 uger senere

Familiens advokat: Hvad skal der så til?

Michel havde et mål

Mike er 38 år, pædagog og i gang med en kamp for at få anerkendt Michels død.

Han fortæller, at Michel gik benhårdt efter sin drøm om at repræsentere Danmark i karate til OL i Paris 2024.

”Det var derfor, han overhovedet skulle tage 3. stik. Michel skulle rejse ud for at samle point til OL-regnskabet, og sådan var reglerne jo på det tidspunkt. Man skulle have 3. stik for at kunne komme ind i andre lande. Og Michel levede for sin sport – han havde sat sig et mål, det var det, han ville. Derfor tog han stikket,” siger Mike.

Men Michel kom ikke til OL i Paris – han døde 40 dage efter 3. stik.

Konsekvenserne for familien har været ødelæggende, flere i familien har ikke kræfterne til at kæmpe mod systemet, men Mike er motiveret for at fortsætte. Derfor har familien stævnet Ankenævnet for Patienterstatningen efter afvisningen af erstatning.

Familien søger bidrag til at føre sagen. Hvis du ønsker at støtte, finder du informationen i bunden af artiklen her.

Michel og Mike i højt humør før tragedien indtraf (Foto: Privat).

I er de små fisk

Mike fortæller til Psst!, at han tydeligt husker en af de episoder, der gjorde ham overbevist om, at han ville forfølge Michels død hele vejen. Det skete i en opfølgende samtale med to overlæger kort efter Michels død.

”De forsøger allerede der at feje det under gulvtæppet, men jeg insisterer på at få et svar på, om de har kigget på vaccinen som årsag. De anerkender, at det er en mulighed, og så siger en af dem: ”I skal forstå, at I er de små fisk mod de store fisk her.” Der blev jeg rystet. Hvad er det for noget at sige? Hvad er det for en agenda, der følges her?,” spørger Mike, der fortæller, at han siden Michels død har mødt flere af den slags hentydninger om, at al kamp på forhånd alligevel er tabt.

Så hvorfor overhovedet kæmpe?

Lige foran jer

For Mike er svaret på det spørgsmål enkelt.

”Det er vigtigt, fordi vi lige præcis har alt den her dokumentation, som vi har. Vi skal sandsynliggøre – ikke dokumentere – at Michel døde af Pfizers Covid-19-vaccine, og det har vi allerede gjort. Og det må vi så fortsætte med. Vi har obduktionsrapporterne, der direkte nævner vaccinen som en mulig årsag. Vi har Pfizers egen rapport og masser af andre ting. Myndighederne har ingenting – de afviser bare. De behøver ikke at give nogen som helst andre forklaringer, de kan bare sige, at det tror de ikke på,” siger Mike og tilføjer:

”Der har jeg det sådan, at så skal så mange som muligt også vide hvad der foregår. Alle skal vide, at det er sådan, det er. Men ja, det er frustrerende og hårdt, når man står i det. Jeg ønsker svar på spørgsmålet ’hvorfor benægter I det, der er lige foran jer?’, men ved, at jeg alligevel ikke får et ærligt svar.”

Mike i den blå t-shirt og Michel i de rød-hvide farver (Privatfoto).

Hvad dræbte Michel?

Psst! spørger Mike om, hvad der ifølge ham er den mest sandsynlige årsag til Michels død.

”Det er vaccinen. Er ikke et sekund i tvivl – Michel var 23 år og i topform. Han fejlede ingenting, han var 100% sund og rask. Og så bliver han ramt af noget, som Pfizer selv siger kan ske. Og igen – obduktionsrapporter, anden litteratur, henvisninger til andre sager og alt det, som læger har sagt til os bag lukkede døre igennem hele forløbet. Hvordan kan man skulle tro andet, det kan jeg slet ikke se,” siger Mike.

Psst! har siden tirsdag 11/6 efterlyst kommentarer fra Patienterstatningen og har fortsat ikke modtaget svar.

Næste kapitel er sidste kapitel i denne omgang, og der samler vi op. Kommer snart.

***

Informationer:

Stævning er indgivet den 23. maj 2024. Rettens journalnummer er Sag BS-26783/2024-ALB.

Du kan hjælpe til med søgsmålet ved at donere på Mobilepay til 7665DD.

***

[email protected]k

Fotos: Privatfotos

FØLG PSST! PÅ FACEBOOK OG X

PSST! Vi vil gerne tale med mennesker, der har de historier, som medierne ikke vil og tør beskæftige sig med. Hvad vil du fortælle? Skriv til [email protected]k

TIL FORSIDEN

Artikelserie: Michels historie – kapitel 2.

”Vi har de to obduktionsrapporter, der direkte nævner vaccinen. Vi har peer-reviewed undersøgelser og anden videnskabelig litteratur, og vi har Pfizers egen litteratur. Alle sammen påviser, at betændelsestilstanden i hjernen (autoimmun encephalit) er en mulig og dokumenteret bivirkning. Vi har også henvisninger til hundredvis af indberetninger om lignende tilfælde. Vores opgave er at sandsynliggøre, men det er som at slå i en dyne.”

Ordene er Claes Hahn Balles. Han er advokat for Michel Erik Fidelis Corbalans familie, der har stævnet Ankenævnet for Patienterstatningen efter afgørelsen, der konkluderede, at Michels død ”med overvejende sandsynlighed ikke skyldes bivirkninger til Pfizers Covid-19-vaccine.”

LÆS: Michel fik 3. stik fordi han ville repræsentere Danmark til OL – døde 5 uger senere

Familien søger bidrag til at føre sagen. Hvis du ønsker at støtte, finder du relevant information i bunden af artiklen her.

Claes Hahn Balle: “Hvad skal der så til?” (Privatfoto)

Ikke nok – ikke nok – ikke nok

Claes Hahn Balle kom på sagen efter, at familien selv havde indgivet klage til Patienterstatningen, der afviste kravet. Advokaten samlede dokumentationen i sin kommentar på 12 sider, der er i Psst!s besiddelse, og materialet kom med i klagen til Ankenævnet for Patienterstatningen. Hvis Claes Hahn Balles kommentarer på et tidspunkt bliver lagt åbent frem, linker vi omgående.

Men hverken obduktionsrapporten eller den supplerende obduktionsrapport, der begge konkluderer, at dødsårsagen er ukendt og begge kun nævner én mistænkt – Pfizers Covid-19-vaccine – er godt nok for Ankenævnet for Patienterstatningen. Ligesom Pfizers egen sikkerhedsrapport og adskillige andre videnskabelige dokumenter heller ikke er nok. Ligesom henvisningerne til indberetninger af lignende tilfælde heller ikke er nok.

Og det hele til sammen: Ikke nok til at sandsynliggøre, at Michels død skyldes Pfizers Covid-19-vaccine.

Ifølge Ankenævnet for Patienterstatningen.  

Et retorisk spørgsmål

Claes Hahn Balle mener, at afgørelsen har principiel betydning for vurderingen af, om en skade efter klage- og erstatningsloven ”overvejende sandsynligt” er forårsaget af COVID-19 mRNA-vaccinen.

”Som advokat kigger jeg på lovgivningen. Her er vi i sundhedslovgivningen, og man må selvfølgelig forlade sig på den lægefaglige viden, der eksisterer. Vi skal huske, at vi taler om en 23-årig mand i topform, 100% sund og rask. 30 dage efter 3. stik rammes han af en hjernebetændelse, der af Pfizer selv, og også af andre, er beskrevet som en kendt bivirkning af Pfizers Covid-19-vaccine. Og han dør så 10 dage senere. Derudover har vi obduktionsrapporterne, henvisninger til hundredvis af andre indberetninger om lignende tilfælde og anden relevant, videnskabelig litteratur. Men det sandsynliggør ifølge Ankenævnet for Patienterstatningen altså ikke, at Michel døde på grund af Pfizers Covid-19-vaccine. Hvad skal der så til?,” spørger Claes Hahn Balle.

Det spørgsmål er fortsat ubesvaret.

Hvilken ”solid lægefaglig evidens”?

Claes Hahn Balle har problemer med flere af Ankenævnets nedslagspunkter i deres kortfattede afgørelse. Og at Ankenævnet for Patienterstatningen konkluderer, at ”Vi bemærker, at hverken epileptiske kramper, status epilepticus eller autoimmun sygdom er registreret som bivirkninger til Pfizer BioNTech (COVID-19 vaccine). Over to år inde i vaccinationsprogrammerne hviler den lægefaglige evidens på et solidt grundlag”, er en af påstande, som advokaten er uforstående overfor.

”Hvilken ’solid lægefaglig evidens’ er der tale om her? Der er ingen henvisninger til andet end produktets produkt-resumé. Myndighederne forholder sig ikke til internationalt anerkendte studier,” siger Claes Hahn Balle.

Dokumentation vs. sandsynliggørelse

Advokaten bemærker også, at Ankenævnet for Patienterstatningen kommenterer på, at Michels familie henviser til Pfizers egen sikkerhedsrapport (5.3.6 Cumulative Analyses of post-authorization adverse event reports of PF07302048 (BNT162B2) received through 28-Feb-2021), der konkluderer, at betændelsestilstand i hjernen (autoimmun encephalit) er en dokumenteret bivirkning fra Pfizers Covid-19-vaccine.

Ankenævnet for Patienterstatningen konkluderer:

”Der er i anken henvist til Pfizers rapport. Det er vores vurdering, at der i rapporten ikke er dokumentation for, at vaccinen har forårsaget sygdommen. At Michel Erik Fidelis Corbalan ikke havde andre lidelser, der kunne forårsage sygdommen eller dødsfaldet betyder ikke, at det herved kan konkluderes, at Pfizer BioNtech (COVID-19 vaccine) dermed må være årsagen hertil.”

Claes Hahn Balles kommentar:

”Nu tales der pludselig om, at der i rapporten ikke er ’dokumentation’ for, at det er vaccinen, der har forårsaget sygdommen. Her møder vi igen den her mur, hvor intet trænger igennem. Vi skal ikke dokumentere, vi skal sandsynliggøre. Det har vi gjort – sagen er soleklar, og jeg glæder mig til at gå videre med den,” siger Claes Hahn Balle, og tilføjer:

”Vi kan ikke gøre andet end at fremlægge facts, obduktionsrapporterne, Pfizers egen litteratur og anden videnskabelig litteratur, samt henvise til andre indberetninger om lignende sager. Vi kan kun operere indenfor det system og de rammer, vi har, men familien ønsker at fortsætte,” siger advokaten og leverer en sidste bemærkning:

”Jeg mener, at sagen kan medvirke til at gøre opmærksom på, at der kan være bivirkninger ved vaccinerne, og at staten bør medvirke til at hjælpe de personer, der bliver ramt af bivirkninger.”

Psst! har siden tirsdag efterlyst kommentarer fra Patienterstatningen og har fortsat ikke modtaget svar.

I næste kapitel taler Psst! med Michels bror, Mike. Det kommer snart.

***

Informationer:

Stævning er indgivet den 23. maj 2024. Rettens journalnummer er Sag BS-26783/2024-ALB.

Du kan hjælpe til med søgsmålet ved at donere på Mobilepay til 7665DD.

***

[email protected]k

Fotos: Privatfotos

FØLG PSST! PÅ FACEBOOK OG X

PSST! Vi vil gerne tale med mennesker, der har de historier, som medierne ikke vil og tør beskæftige sig med. Hvad vil du fortælle? Skriv til [email protected]k

TIL FORSIDEN

Sundhedsstyrelsens direktør modtog for lidt over en uge siden et åbent brev fra ‘Foreningen for bivirkningsramte – COVID-19 vaccination’. Nu har foreningen fået svar i form af et brev og et medfølgende bilag, der i kombination er svar på det åbne brev og det møde, som SST havde med foreningen tilbage i november 2023.

Med på det møde var også Christine Stabell Benn, der er læge, professor og vaccineforsker ved Bandim Health Project i Guinea Bissau og Klinisk Institut, Syddansk Universitet, samt Chair ved Danish Institute for Advanced Study. Hun var med til mødet i november 2023 som foreningens repræsentant for fagkundskaben, og hun har nu læst SSTs svar til de vaccine-skadede borgere.

Læs også: Det åbne brev fra de vaccine-skadede: Nu har SST svaret

Christine Stabell Benn: SSTs svar er en hån mod patienterne (Foto: Syddansk Universitet).

Skadeligt for vaccinetilliden

Christine Stabell Benn siger kort fortalt til Psst!, at SSTs svar er en hån. Og at SSTs vej fremad er tåbelig og farlig.

“Det fremgår desværre, at SST fastholder sin holdning om ikke at tilbyde noget samlet tilbud med et fælles udrednings- og behandlingsprogram for disse hårdt ramte patienter med nyopstået kompleks sygdom efter vaccination. Det er skadeligt for vaccinesikkerheden og for vaccinetilliden,” siger Christine Stabell Benn til Psst!.

Hun tilføjer:

“Allan Randrup Thomsen, Lennart Friis-Hansen og jeg har skrevet om det i Berlingske, og vi har en artikel under review i Ugeskrift for Læger med et konkret forslag til udredningsprogram.”

Du kan finde indlægget i Berlingske lige her.

Du finder artiklen “Forslag til udredningsprogram for patienter med komplekse lidelser efter COVID-19-vaccination”, som kom i Ugeskrift for Læger, lige her.

Læs også: De vaccineskadede danskeres åbne brev: Følelsen af svigt og forråelse

Patienterne er kastebolde

Christine Stabell Benn vurderer, at SST til mødet i november hørte en hel række troværdige vidnesbyrd fra vaccinepatienter, og at de mennesker ikke er blevet imødekommet på nogen som helst måde.

“Det er fra et videnskabeligt synspunkt oplagt, at der er behov for mere forskning i disse patienter. Der er talrige eksempler på, at disse patienter blot ender som kastebolde mellem forskellige specialer, som hver især afslutter dem fra deres side, hvorefter patienterne til sidst sendes hjem med et ”lev med det”. Der er ingen form for erfaringsopsamling om alle de mange undersøgelser, de gennemgår – det ligger ude hos de respektive praktiserende læger/specialister. Det er lodret dumt og farligt for vaccinesikkerheden. Derudover er det ikke i orden hverken menneskeligt eller etisk. Til mødet i november hørte SST på en række troværdige vidnesbyrd fra vaccinepatienter. SSTs svar er en hån mod disse patienter – de er ikke blevet imødekommet på noget område,” siger Christine Stabell Benn, og runder af:

“Fra et overordnet perspektiv håber jeg selvfølgelig, at folk vil bevare tilliden til myndighederne, men jeg tænker, at på dette område, så fortjener myndighederne ikke den tillid fra befolkningen.”

Læs også: De samme 10 spørgsmål: Christine Stabell Benns svar

[email protected]k

Fotos: Depositphotos.com

FØLG PSST! PÅ FACEBOOK OG X

TIL FORSIDEN

Sundhedsstyrelsens direktør modtog for lidt over en uge siden et åbent brev fra ‘Foreningen for bivirkningsramte – COVID-19 vaccination’. Nu har foreningen fået svar i form af et brev og et medfølgende bilag, og de to dokumenters funktion er at svare på det åbne brev og det møde, som SST havde med foreningen tilbage i november 2023.

Men for at mødet i november 2023 skal give mening, bliver vi først nødt til at gå nogle måneder længere tilbage i tiden. Sundhedsstyrelsen havde i august 2023 inviteret foreningen til møde. ‘Foreningen for bivirkningsramte – COVID-19 vaccination’ takkede ja og spurgte professor og vaccineforsker Christine Stabell Benn om hun ville med som foreningens repræsentant for fagkundskaben. Det ville Christine Stabell Benn gerne.

Da SST fandt ud af det, aflyste de mødet med den begrundelse, at de ikke længere kunne se, hvad de skulle bruge de patienthistorier, som de selv havde efterlyst, til.

Se selv svarene

Mødet skete i stedet i november 2023 efter SST havde vundet et par måneder yderligere til at forberede sig i. Det er så konklusionen af det møde, som er den ene del af SSTs svar. Den anden del af SSTs svar er ud fra foreningens åbne brev, som Psst! beskrev den 22. maj.

Læs: De vaccineskadede danskeres åbne brev: Følelsen af svigt og forråelse

SST har svaret med to dokumenter – et brev og et bilag. ‘Foreningen for bivirkningsramte – COVID-19 vaccination’ har lagt begge dokumenter op på deres hjemmeside.

Du finder Sundhedsstyrelsens svar til foreningen lige her. Og du finder dokumentet ‘bilag til Sundhedsstyrelsens svar’ lige her.

Hvad svarer SST?

SST svarer foreningen, at patienter med PACVS (Post-Akut Covid-19 Vaccine Syndrom, red.) ikke eksisterer. At der ikke er dokumentation for andre bivirkninger end dem, der “står på indlægssedlen”.

SST svarer de skadede borgere, at de skadede borgere har “selvoplevede symptomer” og at dét i virkeligeheden er PACVS. Altså – en gang selvoplevet ikke-på-indlægssedlen brok, der ikke rigtigt findes. For hvis symptomerne ikke står på fx Pfizers indlægsseddel, så findes de ikke.

SST svarer, at danske myndigheder kommer med ingenting. Ingen hjælp. Ingen behandling. Ingen anerkendelse.

SST svarer igen-igen, at de vaccineskadede danskere skal gå til egen læge.

Men de skriver ‘med venlig hilsen’ til sidst.

Den rådne rosin

De altid enige medier er den rådne rosin i pølseenden.

De statsstøttede medier har modtaget foreningens åbne brev, og de eneste to medier, der kvitterede for det var Berlingske og Politiken. Ikke at det betyder, at de laver noget om det.

Ingen af de statsstøttede medier har skrevet et bogstav om sagen, så business as usual. Ingen af de statsstøttede medier vil og tør stille et eneste spørgsmål om noget, der kan opfattes som kritisk overfor det hellige supervåben. Miraklet. Vores tids svar på månelandingen. De må ikke. De tør ikke. De vil ikke.

Vidste du i øvrigt, at udtrykket ‘rosinen i pølseenden’ stammer fra gamle dages pølseproduktion. Man lagde en rosin i enden på pølsen, for at forhindre farsen i at løbe ud. Det er præcis det, de statsstøttede mediers symbiose med myndighederne hele vejen igennem har bidraget til: At forhindre at farsen løber ud.

[email protected]k

Fotos: Depositphotos.com

FØLG PSST! PÅ FACEBOOK OG X

TIL FORSIDEN

‘Foreningen for bivirkningsramte – COVID-19 vaccination’ har skrevet åbent brev til Jonas Egebart, der er direktør for Sundhedsstyrelsen (SST). Han har kvitteret for modtagelsen. Vi linker til det åbne brev sidst i historien her.

Foreningen har også sendt brevet til medierne, og Berlingske og Politiken har kvitteret for brevet, ingen andre medier har magtet at svare, og ganske som forventet har ingen bragt et eneste bogstav.

Medierne har overordnet hverken villet eller turdet fortælle om de vaccineskadede danskere. Enkelte har lavet lidt her og der – altid med den obligatoriske tekst om at vaccinerne skam har været et mirakel, den er sikker hver gang. Spørgsmålet er om de altid enige medier overhovedet må bringe de små pip om de vaccineskadede danskere uden at tilbede supervåbnet samtidig.

Foreningen holder ikke igen i det åbne brev – der bliver stillet konkrete spørgsmål og foreningen kommer også eventuelle svar på automatpilot i forkøbet:

“Vi vil i foreningen gerne have os frabedt følgende floskler i jeres besvarelse da de er en fornærmelse mod de mennesker, der har mistet hele deres liv til disse vacciner:

1: Fordelene opvejer ulemperne.

2: Vaccinerne er givet til millioner af mennesker uden problem, derfor er de sikre for alle.”

Læs også: Tvangsvaccinationstilhængernes tabte stemme

En variant af tragikomedie

De danskere, der er blevet skadet af Covid-19-vaccinen, er blevet svigtet fuldstændigt af Danmark. Det giver fx også Allan Randrup, Christine Stabell Benn og Frederik Schaltz-Buchholzer tydeligt udtryk for i Psst!s artikelserie ’De samme 10 spørgsmål’, og er i øvrigt tydeligt for enhver, der følger med.

Læs fx: De samme 10 spørgsmål: Christine Stabell Benns svar

Nogle af eksemplerne på den konstante fuckfinger, som de vaccineskadede danskere møder, nærmer sig det komiske. Måske en ny variant – af tragikomedie. Som fx da SST i august 2023 aflyste det møde, de selv havde kaldt de skadede borgere til, fordi Christine Stabell Benn havde sagt ja tak til at tage med til mødet som de skadede borgeres repræsentant for fagkundskaben. Så kan det ellers nok være, at SST fik smidt skuden i bakgear. SST aflyste hurtigt efter mødet med den begrundelse, at de ikke længere kunne se, hvad de skulle bruge de patienthistorier, som de selv havde efterlyst, til.

Det giver selvfølgelig ikke mening, men den slags tågesnak, vrøvl og fifleri er vi jo vant til nu. Og de statsstøttede medier sørger omhyggeligt for, at myndighedernes fuckfinger ikke bliver for tydelig.

Det er i øvrigt mønsteret over hele den Covid-19-vaccinerede del af verden. Præcis det samme – alle vegne.

Myndigheder og statsstøttede medier har haft brug for at opfinde en helt ny knap på deres tastatur for at fortsætte på deres sti. Ignorér-knappen har gjort livet lettere for både myndigheder og de altid enige medier.

Det åbne brev

I det åbne brev stiller ‘Foreningen for bivirkningsramte – COVID-19 vaccination’ som sagt en hel række konkrete spørgsmål, men der bliver også konkluderet på sundhedsmyndighedernes indsats på området indtil videre:

“Sundhedsstyrelsen har med sin gaslighting af PACVS-patienterne (Post-Akut Covid-19 Vaccine Syndrom-patienterne, red.) skabt mistillid til sundhedsmyndighederne og vacciner generelt. Det gør indtryk når man smider vaccineskadede borgere under bussen med befolkningen som tilskuere. Følelsen af svigt og forråelse er overvældende,” skriver foreningen blandt meget andet.

Du kan læse det åbne brev i fuld længde lige her. Så kan du jo selv vurdere, om et ægte nysgerrrigt medie kunne finde stof til en historie her.

Du kan besøge hjemmesiden for ‘Foreningen for bivirkningsramte – COVID-19 vaccination’ lige her.

Psst! talte tidligere i dag med foreningens formand Anette Lindberg Friedrichsen, der er frustreret – men ikke overrasket – over de altid enige mediers store berøringsangst. Og i forhold til myndighederne er forhåbningerne om reel handling i bund.

“Jeg er blevet skuffet og chokeret for mange gange. Ingen vil røre ved os, ingen ønsker at hjælpe os. Kun uvildige læger viser interesse. Ingen vil undersøge noget som helst, og der er ikke engang et grundlæggende fundament af nysgerrighed. Ingen ønsker at vedkende sig, at der er alvorlige bivirkninger ved disse vacciner,” siger Anette Lindberg Friedrichsen.

Psst! holder naturligvis øje med historien.

[email protected]k

Fotos: Depositphotos.com

FØLG PSST! PÅ FACEBOOK OG X

TIL FORSIDEN